Søndag 2014-04-20 Påskevisitter
Frida: 12 år, 7 mdr. Sigurd: 10 år, 1 mdr. Asta: 3 år, 0 mdr.
De sidste par dage er Helten Sigurd stået op samtidig med Asta og har set fjernsyn sammen med hende en times tid, mens forældrene snuede videre. Det kunne godt ret hurtigt gå hen og blive en weekendtradition.
Bedstemor og Onkel Søren kiggede forbi med morgenmad og chokoladepåskeharer til ungerne. Det var igen lækkert vejr, så om eftermiddagen blev naboerne til begge sider inviteret ind til havekaffe & kanelsnegle.
Lørdag 2014-04-19 Første sommerdag
Frida: 12 år, 7 mdr. Sigurd: 10 år, 1 mdr. Asta: 3 år, 0 mdr.
Kalenderkorrekthed eller ej så var det første rigtige sommerdag på Bakkekammen. En let brise, shortstemperatur og høj solskin. Basen var ubetinget haven, hvor hver tur ud i verden startede og sluttede.
Asta tog med far ned for at købe påskeæg til mor og en gave til en af Sigurds klassekammerater. Asta er næsten bedre end en hundehvalp, hvis man som fyr vil i kontakt med det andet køn. Eller for den sags skyld samme køn. Hun fik charmeret sig ind på én ældre mand, to kvindelige butiksassistenter, to mødre med børn, en kvindelig studerende og en fuld dame.
Den kvindelige studerende sad i bussen og Asta valgte at sidde på sædet ved siden af hende i stedet for på skødet af far. Asta lænede sig straks op af hende og snakkede løs om den gave hun havde købt. Den studerende var glad for selskabet, men var tydeligvis nervøs ved at en treårig sad alene på et sæde i en bus i bevægelse. Så var den fulde dame mere afslappet. Hun snakkede med Asta om Astas bare tæer og tog en sko af for at vise at hun havde to par strømper på. Så halvblundede hun ellers indtil Asta sagde farvel og vinkede.
Frida har troligt løbet hver anden dag siden nytår og i dag fik hun lokket mor med for første gang. Træningen har båret frugt så Hanne havde svæert ved at følge med.
Tokes haveprojekt er det samme som sidste år: Død over alle mælkebøtter. Død ved opgravning vel at mærke. Det kunne der sagtens bruges en times tid på uden at nå det hele.
Frida: 12 år, 7 mdr. Sigurd: 10 år, 1 mdr. Asta: 3 år, 0 mdr.
Der blev mest af alt bare slappet af i hjemmet. Sigurd med legekammerat, Asta med Duplo og haveleg. Nå ja, derudover arbejdede hun på at ridse fjernsynet og klippe katten. Det var kun det med fjernsynet der lykkedes.
Sigurd: : Mor, er det okay vi går op og spiller Minecraft på værelset?
Mor: Ja, men I skal ikke spille det hele eftermiddagen!
Sigurd: Nej, nej, vi skal også nok spille noget andet
Frida: 12 år, 7 mdr. Sigurd: 10 år, 1 mdr. Asta: 3 år, 0 mdr.
Ved middagstid blev der havehygget, men senere slog vejret om i regn og det hele blev lidt øv. Hanne havde det fortsat småskidt og Asta fyldte en del.
Onsdag 2014-04-16 Vandretur, påskeæg og vandmaling
Frida: 12 år, 7 mdr. Sigurd: 10 år, 1 mdr. Asta: 3 år, 0 mdr.
Der er forskellige vandreruter i nærheden af sommerhuset og ungerne blev kommanderet med ud. Det var nok Sigurd der skulle kommanderes mest, men han virkede nu til at være glad nok for turen. Det tog et par timer og bød bl.a. på et gensyn med gårsdagens pelskøer.
Påsketid er også påskeægtid så der blev gemt æg i haven. Hanne var påskehare, mens Tokes opgave var at holde ungerne optaget. Den del fejlede han helt og aldeles, men Asta & Birk klagede ikke over manglende overraskelse. Det var stadig sjovt at lede efter slik mellem træerne.
Birk prøvede at få Asta med på noget fange- eller gemme-leg, men det virkede ikke rigtig. Til gengæld blev de helt opslugt af at male alting udenfor. Malingen var vand i en spand, så det var ganske uskadeligt i øjeblikket. Det bliver til gengæld spændende at se hvad der sker når de i et uovervåget øjeblik finder en bøtte rigtig maling.
Det blev også dagen hvor sommerhusturen sluttede. Hanne var blevet lidt sløj og gik tidligt i seng. Asta sov alt får længe under og efter bilturen, så hun holdt sig vågen til efter kl. 22.
Tirsdag 2014-04-15 Skattejagt, honningtur og sandfangst
Frida: 12 år, 7 mdr. Sigurd: 10 år, 1 mdr. Asta: 3 år, 0 mdr.
Efter morgenmaden havde farmor & farfar arrangeret skattejagt med opgaver som at gynge hinanden og skrive bogstaver med småsten. Ungerne var vældig med på den og var meget hurtige til at få løst opgaverne ved posterne, så de kunne indkassere guf.
Det gode vejr lagde op til mere aktivitet og eftersom der ikke længere er noget issælgende sted i byen, blev målet en biavler og hans honning. På bedste landsbyvis blev alle inviteret indenfor til pilsner og hjemmelavet saftevand. Der blev snakket om bier og gamle knallerter indtil honningen blev overdraget. Første glas blev næsten tømt i løbet af resten af dagen.
Om eftermiddagen blev der hentet sand til sandkassen ved et sandfang i Odderbækken. Det var godt nok bevogtet af nogen store køer, der dog var mest interesseret i hvad der var i spandene og om håndtaget på skovlen smagte godt.
Mandag 2014-04-14 Afsted til sommerhuset
Frida: 12 år, 7 mdr. Sigurd: 10 år, 1 mdr. Asta: 3 år, 0 mdr.
Frida skulle have sing 12års-vaccination og Asta sin treårsundersøgelse, så familien tog et smut forbi lægen inden de kørte sydpå til farmor & farfars sommerhus. Asta vejer 16 kg og er 94 cm høj. Hun er desuden ikke spor bange for læger. Frida er lidt bange for dem, eller i hvert fald deres nåle. Hun skreg nu ikke helt så højt som Tottes bamse.
Farmor & farfars sommerhus er et sted med bål i haven, gynge i træet og 6 forskellige økser i værkstedet. Asta fandt meget hurtigt sammen med fætter Birk om at lege i sandkasse og kvadre en rådden træstub.