Søndag 2013-06-02 Hjem og ud igen
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 2 mdr.
Sigurd vågnede kl. 5.30 på lejrpladsen og underholdt sig med at flække brænde indtil der var flere der vågnede. Morgenmaden var rigeligt med pandekager og efter det drønede Sigurd ud for at skubbe en sten op ad en bakke med en kroketkølle. Toke tog den første bil hjem for at vaske tøj inden han skulle afsted til konference om eftermiddagen.
Asta var i hopla og ville slet ikke have ble på. Der skete dog kun små uheld. Far nussede rundt og pakkede det sidste, før han tog toget sydpå.
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 2 mdr.
Sigurd og far tog afsted på den årlige fædretur med Sigurds klasse. Resten af familien fik forstærkninger af bedstemor & Onkel Søren, så de klarede sig glimrende. Fædreturen gik til en grusgrav i Mols bjerge. Der var bare det hele: Moto cross-løb, æselben & oksehoved i skoven, torden i det fjerne, sand, sol, bolde, granrafter, sten og en væld af biller & larver. Der var også en udpræget mangel på opsyn, forbud, mobiltelefoner, konflikter, regn og håndvask inden spisning.
Stemningen var høj hele dagen og efter ungerne blev smidt i seng ved 22-tiden (og de sidste sov en times tid efter) fortsatte alle fædre ved bålet til 0.30. Derefter fortsatte de hårde til 3-4-tiden (Toke var ikke en af dem).
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 2 mdr.
Sigurd havde cykelhjelm på cyklen i dag, for første gang. Det var mors og den hang på styret. Karameldag på skolen er en seriøs ting og både Sigurd & Frida forstår at det kræver beskyttelsesudstyr. Frida scorede 68 karameller, Sigurd 34. For Sigurds vedkommende foregik det ved at hele klassen samlede alle karameller i en bunke og delte dem. Far mente at den slags tiltag fjerner alt det sjove i at få karameller kastet efter sig og kaste sig over dem.
Hanne tog en alenehjemmedag og sov til kl. 11. Fridas klaver ankom endelig. Det lyder rigtig godt og tangenterne føles helt som de skal, sigder Frida.
Torsdag 2013-05-30 Bowling og havregryn
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 2 mdr.
Sigurd var til bowling med drengene fra klassen. Han fortalte stolt at han var den eneste der havde klaret at score 0 point i en runde (renderne ved banens sider var spærret af, så det var rent faktisk ret svært ikke at ramme bare én kegle). Han kunne også oplyse at den højeste totale score blandt drengene var 124, men ikke hvem der havde scoret det.
Der var fars tur til at hente Asta og hun koksede igen ud under hjemturen. Under store protester blev trøje, bukser og taske hevet af hende så hun kunne køle ned. Derefter åd hun 3 portioner havregryn, 1 frugtstang & ½ pære og var glad resten af dagen. De sulter hende tydeligvis i vuggestuen! ...og muligvis skal forældrene lige kigge på om hendes madpakke er stor nok.
Sigurd fortsætter med at rykke på alle punkter og det passer rigtig godt med at de i klassen er begyndt at læse meget mere. Den faste dansklektie er 20-25 minutters læsning hver dag. Far gravede kassen med de gamle jumbobøger frem og Sigurd var glad. Han blev sat til at læse i 25 minutter, hvilket viste sig at være ganske overflødigt: Han fortsatte læsningen da han blev lagt i seng.
Onsdag 2013-05-29 Et klaver! ...Eller nej
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 2 mdr.
Dagen startede med en meget glad Frida der fik en stooor papkasse leveret med posten. Toke syntes nok det var et noget let klaver og om eftermiddagen viste det sig at kassen indeholdt en skammel og et par høretelefoner. Øøøv! Det bestilte klaver bliver åbenbart sendt som 3 pakker og de 2 andre lader vente på sig.
Eftermiddagen var i det hele taget ikke alt for god for Asta havde igen stort behov for at læsse af.
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 2 mdr.
Det blev endelig tid til Hannes julegave til Toke: En tur i Zirkus Nemo, første række midt for. Det er et noget specielt cirkus, med bratte skift mellem katastrofalt ringe sketches og virkelig gode cirkusnumre. Sammen med det forholdsvis lille telt virkede det overraskende godt: Det hele kom ned på jorden og artisterne blev menneskelige og dermed så meget mere imponerende. Humøret var højt og Toke blev sat til at gribe tallerkener og kaste dem tilbage til jongløren, indtil luskefisen (jongløren, ikke Toke) kastede to af gangen.
Børnepasningen stod bedstemor og Onkel Søren for. Tak!
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 2 mdr.
Asta trængte i dén grad til at få læsset af efter de sidste tre dages eventyr, så Hanne havde en tung eftermiddag. Der blev gearet ned med F for Får og optagning af mælkebøtter.
Frida var til gengæld ovenpå: Hannes chefs datter havde doneret to store poser tøj til hende og bortset fra at der var 9 Hello Kitty-trøjer (Frida er forbi den fase) gik det rent ind.