Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 11 mdr.
Det er ellers laaang tid siden, men Asta vågnede i nat og måtte sidde hos far et par timer, før hun faldt helt til ro igen. Der er 11-tal under hendes næse, så det er muligvis en forkølelse der plager. Hun var heller ikke alt for tilfreds hen over dagen.
Bortset fra de seneste dages søvnroderi går det stadig fremad for Asta. Hun tager på miniture alene i haven og har lært at hoppe - meget små hop på gulvet og noget større hop i sofaen.
Lørdag 2013-03-09 Frida på spejderweekend
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 11 mdr.
Asta tog igen en tidlig opvågning kl. 5.30, hvilket på en lørdag giver en noget brummende far.
Frida skulle på spejdertur og blev fulgt afsted af Asta & far. Der var bidende koldt, så det obligatoriske natløb skal nok blive sjovt.
Fredag 2013-03-08 Søvn og bedsteforældredag
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 11 mdr.
Asta rykkede opståningstidspunktet en time frem til 6.15. Det kan forældrene godt leve med, for det er der vækkeuret ringer. Om aftenen havde hun igen svært ved at falde i søvn og det gik i hårknude. Det klassiske "forældrene bytter roller"-trick virkede heldigvis glimrende. Asta er ellers fortsat vældig frisk, selvkørende og glad.
I Sigurds klasse havde de bedsteforældredag. En masse af deres bedsteforældre har skrevet beretninger fra deres barndom, som de har fået læst op i løbet af den sidste tid. Farmors beskrivelse af hendes barndomshjem var en af dem. I dag mødte nogen af bedsteforældrene op på skolen for at fortælle der, bl.a. mormor, der snakkede om at stikke hovedet i en bikube.
Torsdag 2013-03-07 Asta snart 2 år
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 11 mdr.
Forudsigelsen fra i går holdt underligt nok ikke stik. Asta stod op præcis kl. 5.15, men denne gang var der ingen kære mor. I stedet var der onde far, som skiftede Astas ble og lagde hende i seng igen 2-3 gange, hvorefter hun faldt i søvn.
Henne i vuggestuen meldte en grinende pædagog at Asta var gået ind i 2-års-fasen i løbet af de sidste par uger. Det betød at hun løb væk når de skulle have hende i flyverdragten og at hun prøvede at bestemme over dem.
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 11 mdr.
Asta vågnede kl. 05:15, tre kvarter tidligere end i går. At dømme ud fra datapunkterne fra de sidste dage rykkes tidspunktet aftagende logaritmisk. En hurtig ekstrapolering (se nedenstående graf) viser at hun vil vågne ca. 04:40 i morgen tidlig og at hun om 3 måneder vil stå op når forældrene går i seng.

Astas dag i vuggestuen gik nu godt nok og bortset fra vandmangel ved aftentide, lod alting til at være helt i orden for hende. Mor lagde hende til at sove og alle var glade i ca. 10 minutter. Derefter vågnede Asta og græd. Mor måtte sidde med hende til hun faldt i søvn. Hun lader ikke til at fejle noget og er ikke engang snottet. Mon ikke det "bare er en fase hun skal igennem"?
Det var mor der stod op om morgenen, så hun gik tidligt i seng om aftenen. Frida & Sigurd lagde elektronikken fra sig og fik læst op af Hobbitten i laaang tid. Men alt godt får en ende og far blev træt af at læse.
Frida: Far, du sluttede godt nok et dårligt sted!
Far: Hvorfor det?
Frida: Fordi bogen ikke er slut endnu!
Tirsdag 2013-03-05 Atypisk Astadag
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 11 mdr.
Asta vågnede kl. 6 og stod op. Det er eller lang tid siden hun har gjort noget i den retning. Bortset fra at hun brokkede sig over at far ikke ville sætte Barbapapapa på flimmeren var hun nu i glimrende humør.
I vuggestuen tog de på tur i lokalområdet - det er første gang for Asta. Mor snakkede med hende om det og så vidt hun kan regne ud fra Astas snak og fagter, så de fugle og spiste blomster.
Om aftenen stod Asta op efter at være blevet lagt og skulle have mere vand 2 gange. Sammenkoblet med at far rent faktisk fik lov at synge godnatsange for hende, var det en meget atypisk aften.
Fridas spejdertrup skal til at lære om førstehjælp. Det er en god ide at have noget at øve sig på så dagens møde handlede om at lave sår. Altså den slags sår der kan fjernes med sæbe og vand.
Mandag 2013-03-04 Sigurd skole-hjem
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 11 mdr.
Der var skole-hjem-samtale for Sigurd og der var fælles optimisme. Både lærerne og forældrene har kunnet mærke fremgang siden sidst, både fagligt og socialt, og Sigurd lader ikke til at være færdig med at rykke på begge fronter. En af hans store fremskridt er at han lader til at have fanget den der med at hurtig afvikling af pligter giver mere tid til leg. I hvert fald når han er frisk.
Bedstemor hentede Asta og Frida bagte cookies, så på dén front var det helt klassisk mandag. Sigurd lektier i matematik var skakopgaver og da de var løst tog han et spil med far (handicap: Dronningen, 1 springer og 1 tårn). Det gik udmærket for Sigurd ca. halvdelen af spillet; så blev han presset og begyndte at flygte med brikkerne. Han havde dog overblik nok til at observere: Kongen er altså ikke god til flytte-træk. Det er en demoudgave af dronningen
.