Frida: 10 år, 7 mdr. Sigurd: 8 år, 1 mdr. Asta: 1 år, 1 mdr.
Asta kastede op engang i nat og endnu en gang ved 10-tiden om formiddagen. Hanne havde det skidt på den der rabalderforkølelsesmåde og bortset fra en kort provianteringstur stod hun ikke ud af sengen. Til gengæld var både Sigurd og Frida vældig friske: Sigurd gik over til et par legekammerater, der desværre ikke var hjemme og Frida lavede is & pandekager.
Astas mave opførte sig helt som i går: Der var ingen problemer om eftermiddagen og hun proppede aftensmad i sig. Da hun havde sovet et par timers nattesøvn kastede hun det op igen.
Lørdag 2012-05-05 Flyverkig og økotur
Frida: 10 år, 7 mdr. Sigurd: 8 år, 1 mdr. Asta: 1 år, 1 mdr.
Asta kastede op om formiddagen. Der vides ikke af hvad, men forældrene har instillet sig på at familien skal rammes af samtlige småskranterier der findes i Danmark. Hun gik gennem dagen, skiftende mellem at kaste op og være frisk & rørig.
Om eftermiddagen tog en gruppe ud for at se et gammelt bombefly. Sigurd var med og syntes rigtig godt om begivenheden - der blev fløjet langsomt & lavt og piloten var flink nok til at flyve i et 8-tal før han fortsatte. Sådan en 4-motorers propelmaskine har nu en ganske særlig lyd.
Der blev tid til en tur i Økolariet inden hjemrejsen. De har en særudstilling om rummet som ungerne syntes var spændende og den faste udstilling havde flere aktiviteter som de legede med. Asta var glad hele vejen hjem med tog & bus og igen meget aktiv, men hellere det end opkast.
Hjemme på Bakkekammen klagede Hanne over ondt i halsen og fortrak til soveværelset. Asta havde ikke haft det dårligt siden tidlig eftermiddag og guffede en mængde aftensmad. Hun kastede bare det hele op igen, da hun blev lagt til at sove.
Fredag 2012-05-04 En tur til Vejle
Frida: 10 år, 7 mdr. Sigurd: 8 år, 1 mdr. Asta: 1 år, 1 mdr.
Der blev bumlet til Vejle til et par dage i venners lag. Asta var ret aktiv i toget og gad ikke køres i barnevognen, da følget kom til Vejle. Der er også meget bedre udsigt fra fars skuldre og han blev selvfølgelig mobbet da han tillod sig at pive lidt over at skulle slæbe ungen gennem den halve by.
Ungerne gik øjeblikkeligt i gang med at lege, de voksne drak kaffe, der blev gået en længere tur og alt var godt. Venneparret havde godt nok lidt svært ved at bryde Astas is, men pigen Naja klarede det uden problemer.
Torsdag 2012-05-03 Larm i gaden
Frida: 10 år, 7 mdr. Sigurd: 8 år, 1 mdr. Asta: 1 år, 1 mdr.
Der var kapsejlads i Universitetsparken og allerede fra morgenstunden var der en masse mennesker på plænerne. Toke kiggede forbi om eftermiddagen for at suge lidt stemning af studenterløjer, sol og frihed, inden der skulle hentes unger. Det lykkedes overraskende nok at finde en glimrende plads og alt var vældig underholdende.
Hverdagen meldte sig ved ankomsten af et par SMSer fra Hanne, der tydeligvis havde ligget i kø i lang tid (der var over 15.000 unge med tændte mobiltelefoner på et meget afgrænset område): Sigurd skulle hentes hos en legekammerat. Det kunne ikke nås, men Frida sprang til som hjælper. Det er nu ret praktisk når ungerne når den alder!
Asta var i væskeunderskud da hun blev hentet, men en optankning og lidt havetid hjalp gevaldigt. Frida var også i underskud, men hun har så også lige haft et par overnatninger med veninder og det blev bare for meget. Medicinen var den samme som ved Asta.
Onsdag 2012-05-02 Halv fællesspisning
Frida: 10 år, 7 mdr. Sigurd: 8 år, 1 mdr. Asta: 1 år, 1 mdr.
Asta sov lidt afbrudt i nat og vågnede op kl. 5. Eftersom Mons styrtede ud af hendes værelse, da far ravede søvndrukken ind, fik den skylden. Asta var helt stoppet i næsen, så der blev suget snot, givet flaske og lagt til ro. Derefter satte far en stol op ved døren og bandt den fast til dørhåndtaget med en snor, så katten ikke kunne gå ind til hende igen. Den slags vanskelige ingeniørprojekter bør nu nok udføres i vågen tilstand; da Frida gik ind for at tage Asta op om morgenen sad hun og aede Mons.
Det var fællesspisning med forældre & søskende for Fridas klasse om aftenen, men der var ikke overskud til det hele. Frida & far tog alene afsted, mens mor kørte Sigurd til svømning sammen med Asta. Asta var i glimrende humør og kunne sagtens bruge en halv time på at vandre op og ned ad skolens gange, mens storebror svømmede. Hun hoster og snotter stadig, men det er kraftigt på retur.
I et forsøg på at vænne Sigurd til at lave ting han ellers ikke gider, er der indført danskopgaver hver aften. Til gengæld er de meget lette og hurtige. Han har brug for lidt succes på den front og det ser foreløbig ud til at virke:
Mor: Når du har spist det der honning, skal du hen og lave madpakke
Sigurd: Må jeg ikke lave lidt flere opgaver?
Frida: 10 år, 7 mdr. Sigurd: 8 år, 1 mdr. Asta: 1 år, 1 mdr.
Skolen holdt lukket så mens mor tog en lang arbejdsdag, tog far sig af ungerne. Frida havde overnattende gæst, så de kunne vel underholde sig selv? Niks, trods fremragende vejr keeedede de sig. Tilbud om tur til skov & strand blev forkastet. Frida mente at de godt kunne have det sjovt hvis de fik penge til at købe tøj eller tage en tur i Tivoli.
Det blev til en fælles gåtur til en nærliggende legeplads, hvor alle unger oksede rundt og havde det sjovt i to timer. Tøserne havde sørget for madkurv med frugtsalat, flødeskum og saltstænger.
Frida: 10 år, 7 mdr. Sigurd: 8 år, 1 mdr. Asta: 1 år, 1 mdr.
Asta sov godt i nat og kom derfor i vuggestue. De meldte at hun blev lidt træt hen over dagen, men ellers var glad og tilfreds. Ved 15-tiden tog far hende med til 1-årsundersøgelse hos lægen. Hun skulle egentlig have været vaccineret, men pga. hendes skranten blev det udskudt. Højdemålingen blev heller ikke for præcis og lægens bemærkninger i Barnets Bog endte da også med at blive Fin pige, skriger, afvisende
.
Lige bortset fra piveriet ved lægen var det nu en rigtig god dag for Asta. Der var lunt i haven og hun brugte hele eftermiddagen på at nulre rundt udenfor, mens hun smagte på blomster, trillede på trampolin, kastede bolde og .
Både Frida & Sigurd havde venner med hjem fra skole og på mirakuløs vis styrede Sigurd og hans mednørd udenom både TV og computerspil. Til gengæld arrangerede Frida og hendes veninde en skattejagt á la Barda. for dem. Efter udspionering, forfølgelse, tovtrækning og overvinding af et monster med lyssværd fandt de skatten i garagehulen.