Frida: 9 år, 5 mdr. Sigurd: 6 år, 11 mdr.
Der blev ryddet plads til vuggen, indrettet puslebord i stuen og lagt tøj frem. Nu mangler der bare listen med hvad der skal gøres når det hele går i gang. Punkt 1 på listen fra Fridas fødsel var "Don't panic", men der stod også andre fornuftige ting, såsom telefonnummer til fødselsafdelingen og sådan.
Der blev ikke købt lørdagsslik i går, så familien gik en tur op for at kompensere med søndagsslik. Der var en frisk brise, men ellers var det rigtig lækkert på den der vintermåde.
Idyllen kulsejlede noget i hjemmet, for Sigurds legekammerater kunne ikke lege og han havde meget svært ved at kapere forældrenes udmelding om at han altså selv måtte gå i gang med noget. Dagen var fyldt med Moar, moar
, lejlighedsvis afbrudt af Far, far
. Han snakkede løs, kaldte på opmærksomhed og gjorde alt muligt andet end at starte noget selv.
Forældrene tog den pædagogiske hat på og nægtede Sigurd både TV & computer. Der kom ikke rigtig nogen lykkelig slutning på det. Faktisk begyndte Hanne at græde under aftensmaden, meeen mon ikke hormonerne har haft en anelse at skulle have sagt der?
Lørdag 2011-02-19 De gamle venner
Frida: 9 år, 5 mdr. Sigurd: 6 år, 11 mdr.
Tokes gymnasieven Jakob havde inviteret på eftermiddagskaffe og havde også indbudt gymnasievennerne Brian & Lotte. Toke troede han havde været åh-så-snedig ikke at fortælle om Hannes graviditet til Brian & Lotte, men jungletrommerne havde bragt rygtet til dem, så den eneste store overraskelse blev meldingen om huskøb. Sigurd fandt lynhurtigt sammen med den lidt ældre Vitus, men eftersom legeobjekterne var LEGO og Wii, var det jo forståeligt nok. Max, en dreng på 2 år, fandt ud af at Toke var sagen og slæbte ham med ind på værelset for at lege med Duplo.
Det er ret lang tid siden sidste kaffekomsammen. Hanne og Toke er desværre ret ringe til det der med at holde kontakt. Det er en af de der evige dårlig samvittigheds-ting, for det er altid rigtig hyggeligt at mødes.
Frida: Mor, må jeg rydde op i mine kasser?
Mor: Ikke mere oprydning i dag!
Fredag 2011-02-18 Kovbøjderfilm og tedrikning
Frida: 9 år, 5 mdr. Sigurd: 6 år, 11 mdr.
Bedstemor sørgede for børnepasning mens Hanne & Toke tog ned på Simply Tea for at drikke te og guffe kager. Det var et gammelt gavekort fra Jacob & Anne der blev taget i brug og når man lige ignorerer det lidet mandige seancen (Toke var eneste hankønsvæsen på stedet), var det faktisk ganske glimrende. Hanne & Toke er ikke så tekyndige, så da de meddelte deres valg til tjeneren, lod hun dem forstå at det nok ikke lige var hvad hun ville have valgt. Nuvel, hun kunne heldigvis oplyse hvad det rigtige svar var, så der blev skiftet til en Oolong(?) te. God te, men det ville også have været underligt andet.
Aftenens film var True Grit af Coen-brødrene. Igen er hverken Hanne eller Toke eksperter indenfor feltet, men den virkede til at være særdeles westernagtig. Coen-brødrene kan det der med billeder og i bedste Fargo-stil var landskaberne og elementerne en meget stor del af oplevelsen.
Mens forældrene var ude gik Frida ind til Olivia for at sove. Sigurd blev hjemme og spillede spil og så Disney Sjov med bedstemor. Selvom han havde protesteret over arrangementet tidligere på dagen, meldte han senere at det havde været rigtig hyggeligt.
Torsdag 2011-02-17 Hanne styrer alting
Frida: 9 år, 5 mdr. Sigurd: 6 år, 11 mdr.
Mens Toke sov til kl. 13 ringede Hanne til 3 murer & tømrefirmaer for at få et groft overslag på at lave børneværelse i kælderen på det kommende hus. To af dem meldte hurtigt tilbage med henholdsvis 40.000,- og 100.000,-. Det passede fint med forventningerne, så den del kommer ikke til at blokere for huskøb. Hun fik også ringet til banken (hvor bankdamen var på ferie) og arrangeret kærestefredag. Sej tøs. Da Toke vågnede tog hun en tur op for at hilse på kollegaerne på arbejdet. De er også arkitekter og hun kunne glædesstrålende melde Alle mine arkitektvenner jublede naturligvis over min gode smag
. Det antages at de havde snakket om det gule rækkehus fra 50'erne. Hvad er det med arkitekter og den slags bygninger?
Mens Hanne var væk var Frida hos en veninde, mens drengene blev indenfor og spillede computer. Efter at have brugt en times tid på at banke pixels i et fælles spil trængte de til afveksling og satte sig derfor med hver deres spil, hvor de blev siddende til Hanne kom hjem.
Det var Fridas maddag og hun kom lidt sent i gang. Selvom hun ikke var i hopla, kom hun igennem det uden alt for meget brok og havde sågar overskud til at tilkalde Sigurd til betroede opgaver såsom at hælde pasta i en gryde. Sej tøs.
Nå ja, lidt fik Toke da lavet i dag. Han investerede i et brugt Canon 1000D med standardobjektivet (keeedeligt) og en billig tele (sjovere). For de ikke-indviede er et 1000D et af de billigste nye spejlreflekskameraer man kan købe og en tele er en optik hvormed man kan tage billeder af ting der er langt væk. Der skal også lige købes det klassiske 50mm objektiv, så vil Hanne gerne lege med.
Frida: 9 år, 5 mdr. Sigurd: 6 år, 11 mdr.
Mens ungerne legede med ven & veninde, snakkede forældrene om sagerne og meldte at de gerne vil købe rækkehuset fra 50'erne med de gule mursten (det er åbenbart noget arkitekter synes er vildt fedt). Prisen blev hurtigt forhandlet til 2,3 millioner, hvilket er en fair nok, målt i forhold til det Aarhusianske [sic] boligmarked. Det er et glimrende niveau målt med Hanne og Tokes økonomi, da det giver luft til at indrette ordentligt børneværelse i kælderen, istandsætte, eventuelt lave ekstra badeværelse i kælderen osv. Det er naturligvis med en vis bæven at beslutningen er taget, men det føles rigtig godt ikke at skulle låne til maksimum.
Som altid med den slags er det under antagelse af at advokaten siger god for sagen og der er ikke underskrevet noget endnu. Næste papiromgang bliver på tirsdag. Forventet overtagelser er 1. april, men der bliver en måneds overlap med lejligheden i Økohuset for ikke at stresse for meget.
Kapow!
Tirsdag 2011-02-15 Samme hus for anden gang
Frida: 9 år, 5 mdr. Sigurd: 6 år, 11 mdr.
På Hannes initiativ tog hun, Frida & Toke ud for at se på et hus for anden gang. Første gang var til åbent hus i oktober 2010, hvor konklusionen var at det var noget uselt & lille, men i mellemtiden har De Voksne fået lidt et realitycheck mht. husmarkedet i Århus. Huset var stadig ikke videre indbydende, men det var mest pga. nusset gulvtæppe, mørnede skabe i badeværelset, slidt køkkenbord og lignende overfladiske ting.
Det kræver at der laves hul mellem et par værelser i kælderen og at der laves vinduer med lyskasser i kælderen, men til 2.345.000,- er der også råd til den slags. Frida var frisk denne gang og ret opsat på muligheden for at få eget værelse i kælderen. Der overvejes.
Mens resten af familien kiggede hus var Sigurd i biografen med en veninde fra klassen. Senere tog de hjem til Sigurd og legede lidt on/off. Det klikkede ikke rigtig, så far fulgte dem hjem til pigen om eftermiddagen. Så snart de var derovre strøg de op på hendes værelse og legede fremragende sammen. Spøjst...
Mandag 2011-02-14 Ferie for 3/4
Frida: 9 år, 5 mdr. Sigurd: 6 år, 11 mdr.
Far tog på arbejde for at aflægge rapport efter konferencen og trampe på de småbrande der helt naturligt opstår når man kigger væk. Imens nød resten af familien at vinterferien var startet. Frida inviterede en veninde over for at lave pandekager. Det er ikke noget Frida normalt gør på egen hånd, men mon ikke den faste maddag er med til at skubbe til den del?