Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2011 => Uge 44
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2011-11-06 Asta nede

Frida: 10 år, 1 mdr. Sigurd: 7 år, 7 mdr. Asta: 7 mdr.

Det blev en lang nat for mor med en Asta der vågnede hver 1½ time. Det var der så en grund til, viste det sig. Asta fik en let feber hen over dagen og var i det hele taget temmelig stakkels. Hun virkede ikke snottet og der blev mærket efter nye tænder uden resultat. Det falder nok ind under kategorien "bare syg".

De gamle naboer fra Økohuset kiggede forbi til eftermiddagskaffe og Asta blev midlertidigt frisk nok til at sidde hos de større børn lidt tid. Ved aftentide var hun nu meget stakkels igen og forøgede bågnefrekvensen til hvert tredje kvarter.

Frida kom op efter sengelægning og klagede over at tankerne myldrede i hovedet på hende. Hun var bange for ikke at vågne op igen, når hun lagde sig til at sove. Hun har haft lignende tanker den seneste tid og forældrene har ikke kunnet komme til bunds i hvad årsagen er. Hun blev installeret på sofaen, mens far sover på en madras på gangen, så mor (der sover i egen seng) ikke forstyrres når Asta skal trøstes i løbet af natten. Det kan godt gå hen og blive en lang nat.

-1426_2_FridaOliviaAlberteSigurdTrampolin

Fri leg

-1548_AstaHanne

Piv piv

-1755_SigurdTegning_E

Sigurd tegner

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2011-11-05 Any color you like

Frida: 10 år, 1 mdr. Sigurd: 7 år, 7 mdr. Asta: 7 mdr.

Dagen gik med hjemlig hygge og vedligeholdelse. Den primære opgave var garageporten, der har trængt til at blive malet de sidste 3-4 år. Det var glimrende vejr og Frida hjalp til så det blev ren hygge. Senere tog hun afsted til pyjamasparty.

Med både Frida & mor som korthårede har Sigurd ubetinget familiens længste hår. Meget passende bad han far om at børste det ved sengetid. Far var så paf over anmodningen at han gjorde som der blev sagt uden at drille.

Asta blev tidligt træt og kom i seng kl. 17. Det betød at hun vågnede igen kl. 20 og sørst faldt rigtigt i søvn kl. 22, hvilket gjorde et seriøst indhyg i forældrenes "slap af sammen i sofaerne uden ungerne"-tid.

-1151_GarageSlidt

Slidt

-1220_GarageSlebetSigurd

Slebet

-1250_2_GarageFridaMale

Storesøster

-1316_GarageMalet

Sort

-2128_AstaHanne

Alt for vågen

Skriv en kommentar
 

Fredag 2011-11-04 Frida og Sigurd på tur

Frida: 10 år, 1 mdr. Sigurd: 7 år, 7 mdr. Asta: 7 mdr.

Der var forældreskoledag på skolen. Det betyder at alle lærerne tager væk fra skolen for at holde faglig dag mens frivillige forældre underviser ungerne. Sigurds klasse gik rundt i lokalområdet, byggede drager og så et hjemmelavet hus med underbukser der hang til tørre. Fridas klasse tog på Naturhistorisk Museum, hvor de fik lov at røre ved melorme, en skildpadde, en pigget leguan, en slange, hvæsende kakkerlakker og et kæmpetusindben. De dissekerede også en rotte og fandt lever og tarme, men de kunne ikke finde hjernen.

Frida ønsker sig fortsat en slange til jul. Der blev snakket lidt om hvordan man har sådan en og far foreslog at Sigurd kunne holde mus og fodre dem til slange & katte. Det mente Sigurd ikke var en god ide, men han havde en anden løsning: Så kan farmor & farfar bare fange mus og sende dem med posten.

Dagen var ikke spor aktiv for Asta & far. Mest fordi far var træt, så han tog et par smålure mens Asta sov middagssøvne. Forsøget fra i går med rigtig mad & vælling blev en fiasko og Asta vågnede præcis lige så meget som hun plejer i løbet af natten. Der er naturligvis igangsat kontrolforsøg for at gardere mod tilfældige udsving.

-1543_AstaSpise

Gnaske gumle

-1625_FridaMons

Fredag

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2011-11-03 Usikker morgentøs

Frida: 10 år, 1 mdr. Sigurd: 7 år, 7 mdr. Asta: 7 mdr.

Frida var rystende nervøs for at komme i skole og høre hvad de andre piger synes om hendes nye frisure. Hun havde ondt i maven og kunne kun spise et par bidder brød til morgenmad. Far havde ikke den store forståelse: Dels ser hendes hår godt ud, dels ændrer det næppe på hendes omgang med de andre tøser hvordan det ser ud. Han indvilligede nu alligevel i at følge ungerne til skole og observerede at klassekammeraterne - surprise, surprise - godt kunne lide håret.

Dagens projekt var at hente et tastatur nede i Aarhus midtby. Asta nød virakken og faldt i svime over et springvand. Hendes charmescore blev: Et par småpiger, en ung dame (yay!), to ældre damer og én ældre herre. Hun var helt flad efter hjemturen og tog en lur på et par timer.

Asta er blevet ret god til at sætte sig op efter at have ligget på maven og hun prøver ofte at møve sig i kravlestilling i stedet for at mave sig frem. Eftersom den 11/11 er en sej dato, regner Toke med at hun får kravlegennembrud der. Frida mener det bliver den 9/11.

Gårsdagens eksperiment med vælling havde delvist positiv udfald: Godt nok vågnede Asta 2 gange, men den ene gang skulle hun bare have sut og var muligvis faldet i søvn af sig selv hvis hun havde fået lov. Dagens eksperiment er en kombination af en mængde rigtig mad til aftensmad og vælling til natmad. Sov! Sov!

-1749_AstaNaestenKravle

Der trænes

-1711_2_Poelsehorn

Partiel aftensmad

-1931_2_HanneFridaAstaSofa

Harry Potter på flimmeren

-1910_HanneBenvarmere

80erne lever!

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2011-11-02 Pigedag

Frida: 10 år, 1 mdr. Sigurd: 7 år, 7 mdr. Asta: 7 mdr.

Der er blevet fældet et par frugttræer på vejen og mens Asta sov middagssøvn morede Toke sig med at læsse noget af træet op i garagen. Der skulle deles med andre på vejen så det blev en beskeden start på en brændebunke, men farfar har lovet en større bunke i december.

Sigurd inviterede en pige med hjem fra skolen og demonstrerede perfekt forståelse for hvordan hun skulle opvartes: Kirby's Epic Yarn på Wii (ja, hun kan godt lide computerspil), et eller andet for lukket værelsesdør og save-hamre i værkstedet. Hvis de ikke snart bliver kærester er der noget galt.

Om aftenen tog Frida & Hanne afsted for at blive klippet. Far undgik behændigt at spørge til prisen, men et tilfældigt blik på kontoudtoget fra sidste gang oplyste ham at man for de penge kunne købe en hårtrimmer eller fire, hvis man måler med dårlige hårtrimmere. Da Frida & Hanne kom hjem var de begge korthårede. Toke har en svaghed for den slags, men Sigurd skulle naturligvis drille og sagde at han syntes det var grimt. Det var nok til at hyle Frida helt ud af den så hun begyndte at græde: Hun var tydeligvis meget usikker på om det nu var den rigtige beslutning.

Det hjalp øjensynligt ikke på Astas nattesøvn at spise en mængde rigtig mad, så næste forsøg blev iværksat: Vælling som godnatmad. Der ventes sovende på resultatet.

Note to self: At tørre Asta i hovedet med en kun lidt brugt karklud giver ikke points hos hunkæresten.
Note 2 to self: At slikke på karkluden for at demonstrere at den "er ren nok" hjælper ikke på regnskabet og lukker midlertidigt af for kys.

-1038_3_Efteraarsblade

Efterår

-1041_2_AstaBladeBarnevogn

Legetøj

-0852_FaeldetOpskaaretTrae

Brænde!

-0929_OpstabletBraende

Efter brændehugning

-1431_1_FridaAsta

Sammen igen

-1730_TokeVelfriseret_TAFrida

Den nye Toke

-1731_2_TokeSejFritz_TAFrida

Are you lonesome tonight?

-1740_SigurdVenindeVaerksted_E

For a good time, call Sigurd

-1807_FridaLangtHaar

Før

-1944_2_FridaKortHaar

Efter

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2011-11-01 Anden træningsdag

Frida: 10 år, 1 mdr. Sigurd: 7 år, 7 mdr. Asta: 7 mdr.

Toke tog med Asta til jernløftning for anden gang. Det fungerede igen glimrende, med en Asta der havde det fint med at sidde og kigge eller lege med medbragte plasticbøtter. Det var hun med på en halv times tid, så der blev trænet intenst for at udnytte tiden. Der er en udpræget mangel på gamle damer i sådan nogen motionscentre, men et par ældre herrer kunne Asta nu også charmere.

For at blive i charmeafdelingen blev Asta hapset af en flok tøser i en sofa, så snart far trådte ind af døren til skolen med hende. De kappedes om at sidde med hende, også selvom hun var træt og bare fladede ud det meste af tiden.

-0728_2_MonsStorePupiller

Opmærksomhed

-1559_AlberteAsta

Den kommende barnepige

-1224_1_Traefaeldning

Ved vejs ende

-1704_1_AstaGulerod

De to tænder filede indtil flere gram af guleroden

Skriv en kommentar
 

Mandag 2011-10-31 Ikke mere modermælk

Frida: 10 år, 1 mdr. Sigurd: 7 år, 7 mdr. Asta: 7 mdr.

At Asta guffede en del rigtig mad til aftensmad ændrede hat ved nattesøvnen: Kl. 23, kl. 2 og kl. 5 var der opvågning med affodring.

Ved middagstid kiggede en far til en dreng i Sigurds klasse forbi for at snakke intranet til skolen. På ungernes skole er der en del computerbrug til de bløde ting som billeder og film, men den er ikke for stærk i de hårdere ting såsom mailinglister, lektieplaner, kalendre, fildeling osv. Der blev snakket om SkoleKom og om Google Apps, men først og fremmest blev der snakket om hvordan man overhovedet får lærere, forældre og børn med på at gøre tingene på en mere organiseret måde.

Drengen der ikke ville have en lillesøster brugte igen en del tid med at sidde hos hende og gentage Dubbi Dubbi Dubbi (Frida & Sigurds kælenavn for Asta).

I takt med at Asta er begyndt at drikke modermælkerstatning er Hannes produktion gået nedad. Med hendes start på arbejdet og dertil hørende overdragelse af nattepasningen til Toke er det nu helt slut på de naturlige varer.

-1013_LaessetBarnevogn

Hverdag med spædbarn

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->