Søndag 2011-06-19 Gulvtæppe på plads
Frida: 9 år, 9 mdr. Sigurd: 7 år, 3 mdr. Asta: 2 mdr.
Bedsteforældrene kiggede forbi og brugte dagen på at lægge gulvtæppe og montere kantpaneler. Toke hjalp også med og nåede at skære forkert to steder og spilde olie på tæppet, før han blev frataget kniven og beordret til at dække tæppet til før han borede. Det endte nu med at blive rigtig nydeligt, så selvom det ikke blev til indflytning for Frida i dag, mangler der kun en gang maling eller to.
Frida var til Olivias fødselsdag og Sigurd besøgte en dreng i rækken af huse. Ellers stueplantede han den indenfor og så fjernsyn når han fik plaget forældrene til at give lov.
Asta er praktisk talt rask. Hun vågnede op uden snot i hovedet og der kom kun en anelse i løbet af dagen. Hendes stemme er helt tilbage og hun træner den med en ny lyd: Utilfredshedslyden. Den betyder det samme som gråd, men er langt mindre enerverende og et behageligt forvarsel.
Frida: 9 år, 9 mdr. Sigurd: 7 år, 3 mdr. Asta: 2 mdr.
Det regnede så dagen gik meget passende med at male Fridas værelse. Det blev meget pænere end før, men det skal lige have en gang eller to mere.
Asta er i markant bedring. Hendes stemme er næsten normal, så der er bare snottetheden tilbage. Hun fik nu ikke sovet nogen længere lure i løbet af dagen, så hun skiftede mellem at hygge og brokke sig hos Toke det meste af tiden, mens Hanne arbejdede.
Fredag 2011-06-17 Træt familie
Frida: 9 år, 9 mdr. Sigurd: 7 år, 3 mdr. Asta: 2 mdr.
Elektrikeren arbejdede med Fridas værelse og fræsning til ledninger ved trappen. Han flyttede en lyskontakt om på den anden side af en dørkarm og "skjulte" ledningen med en ledningsskjuler - sådan en hvid firkantet lang dims. Ledningsskjuleren holdt til om aftenen hvor Hanne syntes den var for grim og fjernede den. Hellere synlige ledninger en synlige forsøg på at skjule dem. Ved hjemkomsten fik Toke skovlet jord, omend det ikke blev til så meget som håbet.
Frida sov hos en veninde. Asta faldt i søvn en time tidligere end normals og Sigurd faldt omkuld i forældrenes seng om eftermiddagen (han vågnede og var sulten ved midnatstid, så helt bonus var det ikke). Forældrene undrede sig over roen og gik også tidligt i seng.
Frida: 9 år, 9 mdr. Sigurd: 7 år, 3 mdr. Asta: 2 mdr.
En vognmand kiggede forbi med et læs jord. Hans grab kunne nå 12 meter og midten at hullet efter terrassen ligger 15 meter væk fra vejen, så Toke ved hvad der skal laves de næste par dage. Det er nu meget mere overskueligt end en containerløsning på vejen med 100 trillebørskørsler. Specielt hvis en halvbrygget plan om at hyre en ungarbejder fra kvarteret bringes til udførelse.
Det passer skidt i planerne at Asta skranter og der har været pres på, så Hanne var kommanderet til afslapningsdag. Hun blev forstyrret af vognmanden, men hævder at hun gik tilbage til den oprindelige plan da han var kørt.
Sigurd legede med en ven inde på naboskolens område. De havde en kappestrid om hvem der kunne kaste sten længst. Pludselig vandt Sigurd. Skolen sender regningen.
Asta vågnede op med en del snot i hovedet og havde en dag der mindede om i går. Om aftenen var hun gladere end normalt, hvilket nu stadig indebar at hun skulle bæres en del rundt og vugges.
Toke tog lidt tidligt fri for at hygge med haven inden regnen faldt. Det handlede mest om at fjerne de sidste rester af fundamentet fra udestuen. Den gammelkendte metode "slå hårdt indtil det går i stykker. Hvis det ikke går i stykker, så slå hårdere" gav pote efter kun tre timer og i morgen er planen "skovl indtil bunken er flyttet. Hvis bunken ikke er flyttet, så skovl mere". Det er dejligt med intellektuelle udfordringer i hverdagen.
Onsdag 2011-06-15 Skuespil og vægfræsning
Frida: 9 år, 9 mdr. Sigurd: 7 år, 3 mdr. Asta: 2 mdr.
Elektrikeren kom forbi, installerede udsugning i badeværelset, rodede med småting og fræsede riller i væggene så et nyt lag støv berigede store dele af huset. Hanne arbejdede med at designe rørindkapslende skab til Fridas værelse, slæbe murbrokker og tørre støv af.
Katten Tau blev jaget ind i huset af en vred hunsolsort, der vedblev med at skælde ud i 5 minutter efter mødet. Katten Tau scorede ingen kattepoints.
Asta er fortsat syg. Hun er begyndt at snotte lidt og kan bedst lide at have hovedet lidt oppe, så der kommer et par bøger under liftens hovedende i nat. Hun havde nu nogen rigtig fine hyggestunder med Hanne om formiddagen og om aftenen gik Toke rundt med hende udenfor, mens hun interesseret så på træer.
Efter aftensmaden knoklede Hanne med at passe Asta og Toke med at bryde de sidste brokker fra den gamle terrasse ned. Ungerne hjalp til, indtil de opdagede at der var ler i de bunker jord der blev gravet op. Så skiftede de til en ordning hvor Frida æltede og Sigurd formede. De blev en anelse beskidte. Toke havde mindre held med nedbrydningsarbejdet og prøver igen i morgen med en borhammer.
Tirsdag 2011-06-14 Legekammeratdag
Frida: 9 år, 9 mdr. Sigurd: 7 år, 3 mdr. Asta: 2 mdr.
Asta sov lang formiddagslur og var i fint humør indtil lidt over middag. Derefter var hun noget mærket af sløjhed og pylrede mere end normalt på den tid af dagen. Om aftenen var hun ret ynkelig at høre på - hun prøvede at græde, men havde ikke så meget stemme til det. Når hun ikke græd eller sov var hun glad og hun havde fortsat ikke feber.
Sigurd tog med en veninde hjem efter skole og Frida tog fem (5) veninder med hjem. De fyldte huset med pigelege og pigelarm, så Hanne tog Asta med ind på værelset til en times fælleslur.
Mandag 2011-06-13 Første sygedag?
Frida: 9 år, 9 mdr. Sigurd: 7 år, 3 mdr. Asta: 2 mdr.
Der blev spist tidlig morgenmad (okay, relativt tidlig) i Fredericia og så gik turen ellers til Djursland for at hente Frida på spejderlejren. Der var myg og hver gang de skulle spise havde det regnet, men de var glade, lugtede af bål og havde ikke travlt med at komme hjem.
Da familien, incl. de to katte, atter var samlet på Bakkekammen gik der udsplatning i det hele. Ungerne halvsov i sofaen foran fjernsynet og forældrene skiftedes til at helsove i soveværelset. Frida & Sigurd kom tidligt i seng, Frida under en tudetur der på overfladen handlede om myggestik, men nok mere var aflæsning efter et par dage langt væk hjemmefra.
Asta er muligvis blevet syg. Hun græd i hvert fald ikke om aftenen. En anden teori er at hun har nået tremånedersgrænsen hvor aftenskrigeriet stopper for Jørvang Eskildsen-børn. Hun er godt nok ikke tre måneder endnu, men nu hyggede hun sig som bekendt et par uger ekstra i Hannes mave.
Uanset om den magiske grænse er nået eller ej, lader det nu til at hun er ramt af et eller andet. Hun prøvede på et tidspunkt at klynke, hvor det bare blev til lidt pibende lyde. Udover de manglende lyde virkede hun nu ikke specielt medtaget: Hun virkede ikke specielt varm var vældig glad og deltagende (læs: Kigge og baske med armene) de gange hun var vågen.
Frida: Far, jeg har 32 myggestik. Og de klør allesammen!