Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2011 => Uge 1
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2011-01-09 Noget slukørede ang. hus

Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.

Barnepigen Fru Jernsyn blev hyret og underholdt ungerne, mens forældrene tog afsted for at se på hus med farfar og en byggesagkyndig. Det var på sin vis en god tur, for de to erfarne kunne udpege en mængde problemer med det hus som Hanne & Toke havde kigget på med de rosafarvede briller. Det overordnede billede var at det ikke er blevet vedligeholdt ordentligt, så alle vinduer i kælderetagen skal skiftes (50.000,-), sikringsskab og forsyningsledninger skal skiftes (30.000,-), der skal udsugning i vaskerummet osv. Kroner og øremæssigt skal der lægges 100-150.000,- for at få huset i rimelig stand.

En af ideerne med huset er at sende Frida & Sigurd i kælderen ved at indrette et par værelser der. Den gode nyhed er at det godt kan lade sig gøre og at det kan gøres med ordentligt lysindtag. Den dårlige nyhed er at det vil koste ca. 150.000,- og at der ikke er plads til at lave ordentlig gulvisolering.

Taget ser sundt nok ud og der lader ikke til at være nogen store ting der skal håndteres de næste 5-10 år, men der er meget der godt kunne trænge. Køkkenet er temmelig slidt og badeværelset i kælderen bør have klinker i stedet for træpaneler, hvis det skal bruges af to teenagere. Det er ikke et håndværkertilbud, men vil klart være et bedre køb for nogen der har tid & lyst til at rode med skruer, sandpapir & spartelmasse. Det virker ikke umiddelbart realistisk at gå over de 2.7M, der var det indledende bud, og spørgsmålet er om der ikke snarere skal justeres nedefter hvis der skal gås videre med det hus. Det blev besluttet at sove på det og give en melding til de potentielle hussælgere i morgen.

Efter kiggeriet tog farfar med hjem til frokost. Han skulle desværre køre igen umiddelbart efter, men Frida kompenserede ved at få 3 veninder på besøg som knoklede løs med at lave et spøgelseshus på Sigurds værelse. De blev også enige om at de alle skulle sove hos Frida, men en fortrød og en måtte ikke, så Olivia og Frida blev de to små cyklister der lagde sig til at sove.

-1715_RoedeSnask

Hjemmelavet ingrediens til spøgelseshuset

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2011-01-08 Dobbelt indkøbstur

Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.

For at prøve sin julegave tog Toke den på en tur i Føtex. Det fungererde udmærket på vej derop, selvom det var et par plusgrader og der skulle lynes ned, men det kan ikke anbefales at trisse rundt i 1½ time i et varehus med vintertøj.

Frida fandt sammen med en veninde og de gik i selvsving i hobbyrummet hvorfra der lød højlydt banken og rumsteren. De lavede ting til en butik og penge til at købe tingene med. De erfarede også at det er en skidt ide at lægge ølkapsler med takkerne nedaf på et bord, når de skal bankes flade med en hammer.

I morgen bliver en spændende dag med husinspektion. Hannes arbejdskammerats byggesagkyndige mand er hyret og farfar tager en lang køretur fra Fyn for at være med. Det store springende punkt, udover naturligvis ting som påkrævet skifte af tag og den slags, er hvorvidt kælderen kan indrettes fornuftigt til Frida & Sigurd.

-0939_2_FridaTegning

Frida tegner

-1626_FridaButik

Frida i butikken

-1341_2_SigurdDrikkerRoedbedesaft

Rødbedesaft, nammenams

Skriv en kommentar
 

Fredag 2011-01-07 Housewarming og sparkedragt

Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.

Der var housewarming i Onkel Jacobs nye lejlighed på Trøjborg. Frida forelskede sig i hans brede vindueskarme og det blev hurtigt arrangeret at hun kunne crashe der når hun om få år kommer sent hjem fra byen og ikke gider høre på forældrene.

Efter kigget tog Onkel Jacob & Onkel Søren med hjem til aftensmad Økohuset. Hannes julegave til Toke var endelig kommet: En heavy duty heldragt til vinterbrug. Toke har fablet om en heldragt i flere år, så han var en glad mand.

-1636_SigurdTraeklodser

Der er legetøj alle vegne

-1725_FridaVindueskarm

Den gode soveplads

-1753_DetVaerste

Skal der inspiration til?

-1951_1_TokeSparkedragt_TAJacob

Kom an, verden!

-2111_HanneSparkedragt

Plads til maven

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2011-01-06 Base 2 i huseventyret

Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.

Der er fortsat kig på et hus i Risvangskvarteret som der blev budt 2.7M på i december. Husets ejere har nu fået snakket med banken, der mente at det burde være 2.9M værd. Almindelige prutteregler siger at det ender på 2.8M.

Helt så simpelt er det naturligvis ikke, så på søndag tager Hanne & Toke forbi med en kollegas byggesagkyndige mand og muligvis også farfar. Bedre viden om hvad der skal til for at gøre det et godt Jørvang-Eskildsen-hus er nødvendigt for at snakke konkret pris.

På det mere jordnære plan legede Sigurd med et par piger i skolen i dag. Noget med at være skildpadder, vistnok. Det gik så godt at en af dem kommer på besøg på tirsdag. Med vanlig pædagogisk bagtanke håbes der naturligvis af opsplitningen af klassen i drenge- og pige-gruppe kan undgås, hvis bare de får leget rigtig godt sammen i starten af deres skoletid.

Frida var selv gået hjem fra skole med en veninde fra klassen hvor de gik amok med limpistol og alskens dingenoter fra hobbyrummet. Det fortsatte sammen med Sigurd og gik over i at modificere forældrenes udseende.

Frida er i fuld gang med at vænne forældrene til at blive teenagepassere så hun sender smileytunge godnat-SMS'er når hun er blevet lagt i seng,

-1622_SigurdFlyverdragtRutsje

Sigurd og skråplanet

-1632_1_FridasLimprojekt

Antropomorficeret tingeltangel

-1715_5_SigurdDaasetelefon

Besked afsendt

-1715_6_FridaDaasetelefon

Besked modtaget

-1717_2_FridaGufleting

Guflegnaskeren

-1858_FridaFrisererToke

Flittige hænder

-1904_1_SigurdFridaFrisereHanne

Er der okay vi bruger saks, bare en liiille smule?

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2011-01-05 Ansvarlighed

Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.

Sigurd skulle have været til fødselsdag efter skoletiden men det var blevet aflyst med besked på tavlen og email om formiddagen. Eftersom Sigurd blev afleveret udenfor skolen og der var knas med mail, anede forældrene intet om dette ved afhentningstid. De var nu vågne nok på skolen så da Frida skulle til at gå hjem fik hun Sigurden med sig.

Ungerne var lidt trætte om aftenen og kom lidt tidligere i seng end sædvanligt. Sigurd mente at det var passende at læse godnathistorie ude i blæsten på den snedækkede repos. Han ved nok hvordan man lokker far. En presenning, to tæpper og to dyner gjorde det om ikke varmt så dog voldsomt hyggeligt.

-1714_5_SigurdMons

Katteknægten

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2011-01-04 Snekørsel og skrigetur

Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.

Der var faldet sne igen-igen og far kørte Frida til spejder og hentede Sigurd hos en klassekammerat han havde besøgt efter skolen. Når der nu er sne, is & smat på vejene er det vigtigt engang imellem at kontrollere hvorvidt ABS virker, hvordan vejgrebet er ved udskridninger og præcist hvornår hjulene spinner når man trykker på speederen. Altsammen naturligvis kun på små veje med god oversigt og ved lave hastigheder. Meget seriøst og bifaldet af Sigurd.

Sigurds legekammerat var drengen med aben - de to er blevet rigtig gode venner og nåede i dag op på legeniveauet hvor det foregik helt uden konflikter. Ved afhentning af Sigurd flippede legekammeraten og Sigurd efterlignede ham ubevidst. Den slags er nu vældig nemt at stoppe når man ignorerer den politisk korrekte "snak med barnet og nå til fælles forståelse": Sigurden kom under armen og sat af i entreen hvor han meget hurtigt regnede ud at fortsat flip ville betyde manglende farvel til kammeraten.

-0931_1_Solformoerkelse

Black hole sun

-1719_BilSneOekohuset

Snow white fun

Skriv en kommentar
 

Mandag 2011-01-03 Første skoledag

Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.

Første skoledag, første arbejdsdag, første gymnastikdag. Det var nu ikke så slemt som frygtet. Det var lækkert med lang ferie.

Hanne har sidste arbejdsdag den 13/1. Det er lækkert med to måneders barsel inden terminen og hun glæder sig - hun er blevet rundere over julen og har det rigtig godt når der er en sofa indenfor rækkevidde til at tage en lille lur på.

-0810_3_SigurdLommelygte

Eksperimentering

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->