Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.
Der er tradition for julefrokost hos oldemor i Århus anden juledag, men i år blev det i Frederiks (i nærheden af Viborg). Ikke noget problem, altså bortset fra at delebilens medejere havde gaflet begge halvdele af bilen. Det blev en tur med tog og det var egentlig helt udmærket.
I Frederiks blev der spist en masse, gået tur og leget pakkeleg. Frida vandt 5 pakker, heriblandt to puder, mens Sigurd vandt en pakke fuldkornspasta. Han var ikke ubetinget tilfreds. Med eklatant mangel på konsekvens, men med utvetydig morhed, byttede mor sin vundne pose med labre larver for pastaskruerne.
Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.
Første juledag er noget med at slappe af med sine gaver.
Fredag 2010-12-24 Hvid jul (igen)
Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.
Det blev en af de traditionsrige juleaftener hvor alting var som det skulle være. Sneen lå hvis over landskabet, det var stille vejr og familien gik en tur op til bageren for at købe brød og til kiosken for at købe blade (en Eskildsentradition). Ungerne fik leget med stjernekastere om aftenen og flæskestegens svær var sprød. Farmor fik mandlen. Igen.
Onsdag 2010-12-22 Oldemortur og legeaftale
Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.
Frida og Hanne besøgte oldemor for at ønske god jul og bytte julegaver. Imens blev der arrangeret at Sigurd skulle have en legekammerat fra børnehavetiden på besøg. Lige inden han ankom bankede en veninde på døren og spurgte om Sigurd kunne lege. Hun kendte også Sigurds ven så de kunne alle tre lege sammen.
Det gik nu ikke specielt godt og efter en times tid blev far hidkaldt af rabalder og højlydt diskuteren. Det var noget med at Sigurd og vennen var blevet slået i hovederne med en helebard af veninden. Det var såmænd sikkert sandt nok, men far forsøgte alligevel at mægle til besindelse. Den gik ikke - pigen havde allerede taget tøj på og ville ikke lege mere. Hun gik og de to knægte legede videre.
Der var nu noget uldent ved sagen og Toke holdt øje med pigen da hun gik hjemad: Hun fiskede noget op af lommen og kiggede interesseret på det. Alarm, alarm. Hun blev hurtigt indhentet af Toke og det viste sig at være Sigurds Nintendo. Suk. Den blev konfiskeret og hun blev sendt videre med besked om at det var møgdårlig opførsel overfor en ven.
Og hvad gør man så? Der er ikke den store tiltro til at kontakt til hendes forældre vil føre noget godt med sig. Hanne & Toke har ikke megen forstand på den del af tilværelsen, så der vil blive rådført med pædagog-farfar når han kommer på besøg til jul.
Tirsdag 2010-12-21 1200g, alt ok
Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.
Det var tid til et kontrolbesøg hos jordemoderen og ungerne ville vældig gerne med. Med vanlig rutine kunne jordemoderen udpege hvordan den kommende lillesøster lå og bedømte hende til 1200g. Der kom en elektronisk hjertelydslytter på og begge unger mente at der måtte være en hest inde i Hannes mave. Jordemoderen mente nu at det lød helt som det skulle og var meget imødekommende overfor Frida & Sigurd. Sigurd fik lov til at lege med hendes siddebold og til at køre en elektrisk drevet seng op og ned.
Sigurd var i det hele taget hyperaktiv så forældrene prioriterede kraftigt at få ham sparket ud af huset. Ottende opkald gav gevinst hos en klassekammerat der gerne ville have ham på besøg og Sigurd blev afleveret. Klassekammeraten og Sigurd havde stemmerne i det helt høje leje både ved aflevering og hentning, men det lod til at være accepteret niveau hos klassekammeratens forældre. De havde i hvert fald haft det sjovt med kælketur, spil og den uundgåelige LEGO.
Frida var sammen med et par andre tøser fra klassen og da de begyndte at løbe for meget rundt på væggene og plage om slik & svømmehalstur, blev de skubbet i retning af kælkebakken hvor de var et par timer. De planlagde at sove hos Frida alle tre og argumenterede godt for at de skulle bytte sovested med forældrene. Forældrene kunne sådan set godt se det tiltrækkende i at kunne sove i fred på Fridas værelse, så de gik med til det. Det skal nok ses som et hint til at eget soveværelse til forældrene bliver stedse mere vigtigt i takt med at Frida bliver ældre.
Mandag 2010-12-20 Julegaveindkøb for sjov
Frida: 9 år, 3 mdr. Sigurd: 6 år, 9 mdr.
Gaverne var sådan set på plads, men ungerne syntes det var vigtigt med en tur ned i Århus for at købe julegaver. Der var ikke overvældende mange mennesker på gaderne, nok fordi de var inde i butikkerne. Sigurd trak de andre med i Fætter BR, men fandt heldigvis ikke noget skrammel at købe så flugten blev let. En sildestimetur i Søstrene Grene fik udtømt børnenes behov for julegaveindkøbsstemning så en dyrehandel (med befriende få mennesker) blev næste mål.
Der var koldt så sneen knirkede på den der helt rigtige måde. Den slags gør cafébesøg dobbeltgode og teen med æbleskiver ekstra velsmagende.