Søndag 2010-09-05 Indsamling og legeaftale
Frida: 8 år, 11 mdr. Sigurd: 6 år, 5 mdr.
Frida og Hanne tog på den årlige Red Barnet-indsamlingsrunde. Det var rigtig godt vejr og sidste dag for Århus Festuge, så der var desværre meget få mennesker hjemme. Det blev et magert udbytte i år.
Sigurd tog med far over for at besøge en klassekammerat. De bor lige i nærheden så der går ikke længe før de selv kan tage over til hinanden. Her første gang var det nu vældig fint at de voksne kunne drikke den obligatoriske kop kaffe (der denne gang var en glimrende kop espresso) og lære hinanden at kende.
De to drenge legede rigtig godt og Toke tog hjem igen for at rode med computer. Dagen gik uden konflikter mellem drengene og der gik rigtig lang tid før Sigurd var klar til at komme hjem. Han blev fulgt hjem af drengen og hans far, hvilket naturligvis betød at de begyndte at lege med Sigurds ting og var svære at skille ad. Næste legeaftale bliver tydeligvis hos Sigurd.
Lørdag 2010-09-04 Skolerengøring
Frida: 8 år, 11 mdr. Sigurd: 6 år, 5 mdr.
Sigurd og mor tog op på skolen for at gøre rent - det skal gøres et par gange om året pr. barn. Det er en god mulighed for at snakke med nogen forældre man ellers ikke møder. Der var heldigvis en anden dreng med deroppe, så Sigurd hyggede sig glimrende.
Derhjemme arbejdede Frida og far med oprydning og rengøring. Hvad enten det nu var den dårlige samvittighed eller trangen til renhed der drev værket gik det ret tjept og Frida hjalp til med smil og initiativ.
Senere på dagen blev Toke noget muggen over at Hanne gav ungerne lov til at se TV (det er principielt set mod reglerne, der siger formiddag og aften). Det havde nok også noget at gøre med at de forstyrrede hans blunden på sofaen og måske noget med væskeunderskud. Det hjalp nu ret meget at sætte sig ud på reposen og læse en tegneserie - det der med den friske luft virker åbenbart både på børn og på voksne.
Toke har lovet at samle en computer til Sigurds klasse. De har nogen maskiner til at spille Pixeline og lignende på, men der er kun én af de tre deroppe der fungerer lige nu. En god nørd kan altid samle en maskine eller to af stumper der ligger rundt omkring og det ser såmænd også ud til at det vil lykkes denne gang. Gad vide hvad de siger til en Ubuntumaskine?
Frida: 8 år, 11 mdr. Sigurd: 6 år, 5 mdr.
Du har tabt på forhånd
, drillede Tokes kollegaer dengang tredje barn stadig var på snakkestadiet. Det havde de naturligvis ret i. Det føltes nu ikke som et nederlag i dag, tværtimod. Tredje barn skiftede status fra at være en halvabstrakt størrelse til at være et lille menneskelignende væsen, der vifter med arme og ben når Hanne ler. Ja, der var kun én derinde.
Der blev undersøgt en del mere ved denne 12-ugersscanning end ved Sigurd eller Frida. Scanningsdamen forklarede at de havde udvidet mængden af ting de kiggede efter, selvom Downs Syndrom stadig var det primære (altså udover de oplagte ting såsom om der er et barn på vej eller ej). Målingerne blev holdt op mod en blodprøve som Hanne afgav tidligere og konklusionen blev at alt så godt ud. De udleveret ikke sandsynligheder på Skejby Sygehus, men så vidt forældrene kan besdømme ved at smugkigge på Internettet, ligger sandsynligheden for Downs Syndrom under 1 promille (nakkefold: 1,5mm, Hannes alder 36 år), hvilket er et godt tal. Der var også det forventede antal arme, ben, fingre & hoveder. Desværre heller ikke 4 arme denne gang (det er en fiks ide hos Toke). Terminen er skiftet til 10. maj 2011.
I forventning om succes på scanningsfronten havde Toke taget imod en arbejdskammerats udfordring til kombineret bake-off og "jeg venter barn"-kage. Det handlede igen om brunsviger og Toke sikrede sig i går at alle ingredienserne var i hus, incl. den essentielle Muscovadosukker, der af en eller anden absurd årsag ikke er til at få fat på i Århus. Han stod op kl. 5.30 til morges og opdagede at Hanne havde brugt al den hvide hvedemel til minipizzaer! Med stadig stigende panik blev køkkenskabet rodet igennem og afslørede fuldkorns hvedemel, majsmel, kartoffelmel, rugmel eller knækkede hvedekerner. Argh! En ide om at banke naboerne op og låne mel hos dem blev forkastet og fuldkorns hvedemel valgt. Resultatet blev som man kunne forvente og den konkurrerende brunsviger vandt stort. Derhjemme var Sigurd loyal og guffede med stor nydelse sit stykke. Tak, Sigurd.
Stadigvæk akkurat lige så smuk
Torsdag 2010-09-02 Byg-selv-pizza
Frida: 8 år, 11 mdr. Sigurd: 6 år, 5 mdr.
Okay, indrømmet, forældrene er ikke de bedste til at variere maden i hjemmet. I dag udviste mor dog stort initiativ og bagte små pizzabunde, så der kunne laved byg-selv-pizza. Ungerne var helt med på den og det fik Sigurd til at spise alle de stykker chilipølse han havde dænget på en af sine pizzaer. Normalt holder han sig langt væk fra den slags og han skulle også have et par glas vand til, så det var et vongstangsvink til forældrene om at diske op med flere nye retter.
Onsdag 2010-09-01 Lerkastende rødder
Frida: 8 år, 11 mdr. Sigurd: 6 år, 5 mdr.
Det har været en næsten fast indslag at finde Sigurd ved PlusPlus-klodserne på skolen ved afhentningstid, som regel sammen med et par andre knægte og is diskussion om hvilket Star Wars-rumskib der er sejest. Denne gang var de nu udenfor, oppe på taget af et skur og kastende med ler. Far bad dem instinktivt om at lade være med at kaste det ud på vejen. Far skammer sig over sine forældrereflekser. Det rigtige ville naturligvis være at bede dem om at lade være med at kaste det ud på vejen når der kom folk eller biler forbi. De virkede nu ikke slukørede over at skulle skifte mål og far blev sendt ind for at drikke kaffe så de kunne svine i fred.
Frida havde en veninde med hjem og de to fjantede maksimalt så de blev sendt ned på Fridas værelse med en pakke kiks, en kop glasur og et glas krymmel.
Det længe ventede fjernsyn kom forøvrigt i dag. I virkende tilstand! Nu skal der bare ommøbleres så der bliver plads til det.
Tirsdag 2010-08-31 Børnerelationer
Frida: 8 år, 11 mdr. Sigurd: 6 år, 5 mdr.
Der var fyraftensmøde for forældrene til børn i Fridas klasse og far tog med mens mor håndterede aflevering af tøser til spejder. Flere forældre har angivet at der har været noget knas i Fridas klasse og mødet handlede om hvordan man snakker om de svære problemer. Det blev hurtigt temmelig meta-agtigt og der var en vis mængde katten om den varme grød, men noget kom der da ud af det. Det er en lidt spøjs situation: Frida har ikke klaget, så Hanne & Toke har svært ved at bedømme hvad der reelt foregår.
Sigurd scorer fortsat points på sine modellervoksmus i klassen og fik trekvartarrangeret at han skal besøge en klassekammerat på søndag. Denne gang var det kammeraten og hans forældre der havde taget initiativet. En kærkommen afveksling fra børnehaven.
Mandag 2010-08-30 Sigurdleg og Fridalektier
Frida: 8 år, 11 mdr. Sigurd: 6 år, 5 mdr.
Sigurd fik en ny ven i klassen, som han gerne vil have hjem på besøg. Det blev nu ikke i dag, men til gengæld legede han med veninden P og eftermiddagen og vennen J om aftenen. Han blev noget bombet og sengelægningen foregik lige en halv time for sent: Tårerne kom frem og han fremkvækkede med svigtende & grådkvalt stemme at han var ved at dø af tørst.
Frida holdt sit forsæt fra i går om at lave lektier og havde dem ordnet inden aftensmaden. Sej tøs. Hun nød rigtig at have god samvittighed derefter og kørte i højt gear med Olivia - heldigvis besluttede de at bruge energien på at samle bær til drinks.
Hanne havde heller ikke kvalme i dag!