Søndag 2010-06-20 Båldag på skolen
Frida: 8 år, 9 mdr. Sigurd: 6 år, 3 mdr.
Vejret var ikke det bedste, men der var bålhygge for Sigurds kommende klasse på skolen. Sigurd fandt sammen med et par piger, som han lokkede med i nogen huler han havde fundet. Smart fyr. Frida kedede sig vist en smule, men det var okay - hun trængte til at stene lidt efter fødselsdag og overnatning hos Olivia. Ligesom sidst var der glimrende udbud af mad og nok interessante mennesker at snakke med. Der er i det hele taget en rigtig god stemning blandt forældre og børn i den kommende klasse.
Lørdag 2010-06-19 Indkøb og fødselsdag
Frida: 8 år, 9 mdr. Sigurd: 6 år, 3 mdr.
Frida tog til fødselsdag hos Olivia, mor tog ned i byen for at købe soveposer til Islandsturen og Sigurd & far tog på indkøb. Ved aftentide blev Frida hos Olivia for at sove og Toke kørte en tur til Vejle for at låne et digitalt spejlreflekskamera.
Kameraet er et Canon EOS 300D, en gammel svend helt tilbage fra 2003. Det har en mikroskærm bagpå, ingen live-view, ingen filmmode, i det hele taget intet sexet og moderne. Men det er et spejlrefleks. Det tager billeder når man peger & klikker, det gør det man beder det om og man kan - oh fryd & salig jubel - eksperimentere med dybdeskarpheden.
Den store plan er at afprøve kameraet hen over sommerferien og finde ud af om der skal investeres i sådan en fætter. Ungerne må hellere forberede sig på en intensivering af overvågningen.
Frida: 8 år, 9 mdr. Sigurd: 6 år, 3 mdr.
Som afslutning på indianerugen på Fridas skole var forældre og søskende inviteret til opvisning på skolen hvor de forskellige indianerstammer viste hvad de var gode til gennem dans. Børnene gik vældig op i det og som altid var Sigurd med på en gang ramasjang.
Torsdag 2010-06-17 Drengeleg og pigetræning
Frida: 8 år, 9 mdr. Sigurd: 6 år, 3 mdr.
Efter børnehaven legede Sigurd med vennen M, der tidligere har gået i børnehave med ham. Hvad de lavede vides ikke, for de var enten nede på værelset eller ude på en hemmelig tur. M skal starte på naboskolen efter sommerferien så de to har store planer om at lege sammen i frikvarterene.
Hanne tog til forældremøde i Fridas klasse om aftenen. Gennem længere tid har der været stor harmoni i pigegruppen hvor alle har leget med alle, men nu er der begyndende tegn på grupperinger og det har fået flere af pigerne til at blive småkede af det. Meget naturligt egentlig - både det at gruppere og det at blive ked af det.
Onsdag 2010-06-16 Fædrebarndom
Frida: 8 år, 9 mdr. Sigurd: 6 år, 3 mdr.
Sigurd og de andre store rødder fra hans børnehave var på besøg i en anden børnehave som optakt til skolestart. Det betyder at han mødte et par stykker fra sin kommende klasse, som han spiste snobrød med.
Om aftenen arbejdede Frida & Olivia på et teaterstykke. Planen var at lave scener fra deres fædres barndom, så de brainstormede over hvad der sådan definerer den slags.
Olivia: Min far han bærer briller
Frida: Min far han bærer hårtot
Under stykket spillede Frda Toke og Olivia hans farmor der kom på besøg. Toke kunne tydeligvis ikke lide rosiner og hans farmor nev ham i kinderne som barn.
Der blev tid til et ekstrastykke hvor Olivia spillede Jens og Frida hans farmor der kom på besøg. Jens kunne tydeligvis ikke lide rosiner og hans farmor nev ham i kinderne som barn.
Frida: 8 år, 9 mdr. Sigurd: 6 år, 3 mdr.
Tokes arbejdskammerat Jørn sov i Solstuen efter gårsdagens koncert, så han blev hilst af en storsnakkende Sigurd om morgenen. Jørn har nu fået opgraderet sin videm om BattleBrawlers, Bakugan & Gormiti.
Indianerugen på Fridas skole kører for fuld kraft og ungerne går rigtig op i det. De fleste har hjemmelavet indianertøj på og de sang indianersange ude på legepladsen, hvor der var sat tipier op.
Ved hjemkomsten stod der en racerbane på reposen, venligst doneret af en med-Økohus-beboer. Ungerne nåede heldigvis ikke at få den samlet, for at dømme på billedet på kassen, vil den komme til at fylde hele solstuen.
Frida læste i sengen om aftenen. Det har hun gjort nogen dage nu og det går rigtig godt. Forældrene glæder sig over at hun er brudt igennem barrieren hvor læsning skifter fra pligt til lyst.
Toke: Jeg er ved at blive shanghaiet til at løbe DHL-stafet
Hanne: Toke! Hvad sker der for dig?
Mandag 2010-06-14 Adskillelse igen
Frida: 8 år, 9 mdr. Sigurd: 6 år, 3 mdr.
Ak, det blev kun til to dage før far skulle afsted igen. Denne gang var det nu mere lokalt i form af en Guns n' Roses-koncert i Ålborg, sammen med et par rødder fra arbejdet. Den midlertidige alenemor lavede risengrød til ungerne og så er alt jo i sin skønneste orden i deres univers.