Frida: 7 år, 5 mdr. Sigurd: 4 år, 11 mdr.
Tante Anne, Morbror Jacob og Morbror Søren kom på besøg ved middagstid og blev til efter aftensmaden. Som altid var ungerne glade for at se dem og de hjalp med at bikse en skuffeholder sammen til Frida. De benyttede lejligheden til at overtale Hanne til at hun skulle købe en Mac. Det er Toke egentlig fint tilfreds med, for det betyder at al support dermed er ude af hans hænder.
Om eftermiddagen tog Sigurd en tur i Springhallen med en ven fra Økohuset. Det gik glimrende, selvom der var mange mennesker, og de to fortsatte med at lege da de kom hjem. Sigurd er lidt tung at danse med på det punkt: Han er svær at overtale til at lege med andre børn, men når de først kommer i gang går det som regel glimrende.
Lørdag 2009-03-07 Svømmetur og træt far
Frida: 7 år, 5 mdr. Sigurd: 4 år, 11 mdr.
Far var som bekendt væk hele sidste uge, så weekenden var helliget familien. Det blev primært i form af en svømmetur, som altid i Hammel Svømmehal. Frida er helt holdt op med ar bruge bælte og luffer og er blevet ret skrap til tremeteren. Sigurd bruger stadig luffer og kommer kun langsomt fremad, men vil vældig gerne tøffe rundt i det store bassin. Med den interesse han har for vand er det nok værd at prøve om han kan komme på et svømmehold til næste vinter.
Far var supertræt hele dagen og tog flere lure undervejs. Kan jetlag være forsinket en hel uge?
Frida tog med en veninde ned i byen og spiste pandekager på en Rasmus Klump restaurant. De to tøser havde klædt sig i samme tøj, er ca. lige høje og begge lyshårede, så det undrer ikke at en ekspedient troede de var søstre. Fridas nye søster blev til aftensmad og overnatning.
Fredag 2009-03-06 Utilfreds Sigurd
Frida: 7 år, 5 mdr. Sigurd: 4 år, 11 mdr.
Dagen startede ellers fint for Sigurd. Godt nok måtte han lade sin kølle blive hjemme, men han cyklede frejdigt i børnehave og virkede vældig i balance med cyklen og sig selv.
Om aftenen slog det om og han skældte voldsomt ud. Så lod han det gå ud over Frida og en af kattene og søgte tilflugt på sit værelse. Far prøvede at finde ud af hvad der var galt, men var ikke diplomatisk nok til at lokke det ud af ham. Sigurd kom nu ovenpå efter lidt tid og virkede okay ingen. Det var nok bare klassisk fredagsafreagering.
Torsdag 2009-03-05 Blodbad i skoletiden
Frida: 7 år, 5 mdr. Sigurd: 4 år, 11 mdr.
I Fridas skole har der kørt et længere forløb om kunstneren Henry Heerup. Frida har ikke snakket så meget om hvad de har lært i den forbindelse, men i stedet kan forældrene hygge sig med at fortolke hendes billede "Bananbåd i blodbad".
Sigurd ville ikke cykle i børnehave i dag. Vejret var fint og der blev ikke givet nogen forklaring, men der var tydeligvis intet at diskutere. Mystisk. Men han fik sin vilje, så får vi se hvad der sker i morgen.
Onsdag 2009-03-04 Ingen cykelvognsudsmidning
Frida: 7 år, 5 mdr. Sigurd: 4 år, 11 mdr.
Sigurd startede godt nok dagen med et Det er i dag vi skal smide cykelvognen ud!
og cyklede i børnehave (stadig støttet af far), men han havde lykkeligvis glemt det med udsmidningen da han kom hjem. Forældrene er nok mest tændte på at beholde cykelvognen lidt endnu. Ikke fordi den er helt tip-top mere - efter 7 års service er oversejlet ved at revne i siden.
Det var svømmedag i dag for Frida og Olivia. Det var fars tur til at følge, så der blev cyklet. Der blev også brokket massivt over cykelturen. Olivia frøs, Frida havde ondt i benene, det tog lang tid og var i det hele taget bare øv. Onde far! Pigerne blev trøstet med at der var 4 unger til næste gang far har tur og der er det jo nærmest forår. Af en eller anden mystisk grund hjalp det ikke på protesterne.
Tirsdag 2009-03-03 Mere cykleri
Frida: 7 år, 5 mdr. Sigurd: 4 år, 11 mdr.
Det frafaldne kosteskaft blev genmonteret på Sigurds cykel og han tog atter turen til og fra børnehave. Om én dag smider vi cykelvognen ud
var hans dom.
Frida havde lus, men det er jo ingen nyhed. En gang Hedrin er nærmest blevet rutine, lidt på samme måde som at skifte bleer eller smøre cykelkæde om vinteren kan være det.
Mandag 2009-03-02 At cykle i børnehave
Frida: 7 år, 5 mdr. Sigurd: 4 år, 11 mdr.
Sigurd insisterede på at cykle i børnehave i dag. Han kan godt nok ikke cykle (ja, vi ved det godt, stort minus på motorikskalaen), men der sidder et kosteskaft på cyklen, så det gik sådan rimeligt. Faktisk gik det bedre end rimeligt: Han cyklede derop uden at kny og det meste af vejen hjem, før kosteskaftet faldt af. Derefter trak han til Økohuset. Han opsummerede bedriften med Om to dage smider vi cykelvognen ud
.
Resten af dagen var lidt en blandet fornøjelse med Sigurd. Han svingede temmelig meget frem og tilbage mellem at være superkær og initiativtig til at drille Frida og være utålelig. En teori er at han ville skælde far ug for at have været væk og vise far at han var glad for at se ham igen. Helst samtidig.