Frida: 4 år, 4 mdr. Sigurd: 1 år, 10 mdr.
Ungerne legede rigtig godt sammen om eftermiddagen. Frida, Olivia, Sigurd & Alberte drønede rundt store og små grupper. Selv Sigurd blev inddraget i en del af legene. De lavede selvfølgelig også ballade, men det er vel nærmest et sundhedstegn.
Olivia blev til aftensmaden og forældrene iværksatte en snedig plan. Den nye ret bro-ris kom på bordet. Uafhængige observatører ville måske hævde at den bestod af blendet broccoli, blandet i ris med en anelse fløde. Ungerne forstod dog sandheden: At det var meget svært og lidt hemmeligt at lave.
På mirakuløs vis virkede det og ungerne guffede det i sig, bad om mere og talte om hvornår de kunne få det næste gang. Forældrene overvejer, hvornår det pædagogisk rigtige tidspunkt for afsløring af ingredienserne vil være.
Lørdag 2006-02-04 Bedste flyttedag hidtil
Frida: 4 år, 4 mdr. Sigurd: 1 år, 10 mdr.
Vennerne Kragelund (M/K/D/P) skulle flytte til nyt hus, så Jørvang-Eskildsen (ligeledes M/K/D/P) blev udkommanderet til begivenheden. Med nul respekt for ligestilling, blev mændene sat til at slæbe, mens kvinder og børn blev sat til at stille på plads og lave mad.
De sædvanlige flyttekasser og indbo blev flyttet i en ruf, for der var mange indkaldte. Tilbage stod legehuset, specificeret til 350 kg i tørt sommervejr. Efter tilpas megen palaver, overvejelser og kolde fødder, rejste der sig en ægte drengerøvsstemning med Ja, for fan', det kan vi sgu godt klare!
, kom nu!
, vi gør det bare!
og andre udtalelser efterfulgt af udråbstegn. Huset skulle over hækken ved håndkraft. Et forslag om at bruge en pige til at dirigere blev øjeblikkeligt forkastet, det var guys only.
Så var det heller ikke værre. Selv da det skred og landede delvist ovenpå en af de bagerste bærere, skete der ikke mere end at han fik beskidte bukser. Han ville i hvert fald ikke indrømme andet.
Huset kom på trailer og skulle på plads det nye sted. Men der var et stort problem, for der var ikke plads til at bære det rundt om husets hjørne, grundet en meget stejl skrænt.
Inde og ude af boksen
Kan vi bære den ned ad skrænten?,
Nej, den er for lang og stejl.
Kan vi gå den anden vej rundt,
Nej, så skal vi flytte en ton jord først.
Kan vi løfte i enderne i stedet?,
Nej, det kan huset ikke holde til.
Kan vi gå ind under huset og bære der?,
Nej, vi vil gerne overleve.
Kan vi køre boksen på noget?,
Oh... Ja!? Men hvad?.
En vogn... Er der en i området? Der er jo en del byggerod og sådan...,
....
Det står jo allerede på en trailer!,
Doh!.
Sådan går det, når man lige har båret et hus over en hæk og har løft på hjernen. Huset kom fint og problemfrit på plads, efter de kreative hjerner havde indset det indlysende.
Frida og Sigurd havde en herlig dag og legede rigtig meget med de andre børn og med Lasses voldsomme mængder af legetøjsbiler og legetøjsdyr. Det endte naturligvis med gråd, da drengene drillede
, men der var klokken også blevet sengetid.
Frida: 4 år, 4 mdr. Sigurd: 1 år, 10 mdr.
Det var rart med fredag, men både mor og far var noget uoplagte og slet ikke i humør til hujende unger ved sengelægningstid. Kedelige voksne.
Frida prøvede ellers at live lidt op ved aftensmaden: Hey! Mit kød ligner et frøskelet!
Torsdag 2006-02-02 Ugens hurdle
Frida: 4 år, 4 mdr. Sigurd: 1 år, 10 mdr.
Torsdag. Hanne arbejdede længe og ungerne øffede over fire dages institutionsbesøg. Frida havde godt nok taget mudderbad i sin flyverdragt i børnehaven, men der var også et par af drengene, der havde drillet. Summen blev i hvert fald at der skulle læsses over på far. Det er nu ikke så slemt, når det ikke kommer uventet.
Fridas vanter var ikke spor beskidte. Nej, da. Ifølge Frida var de fint rene og kunne sagtens komme ned i tasken til hendes tegninger
Onsdag 2006-02-01 Fællesspisning
Frida: 4 år, 4 mdr. Sigurd: 1 år, 10 mdr.
Fællesspisning over i fælleshuset er genoptaget. Der var kun 20 mennesker i dag, men det var også glimrende. Ungerne drønede runder om bordene og havde rigtig gang i flok-legene.
Tirsdag 2006-01-31 Fysisk og mental jording
Frida: 4 år, 4 mdr. Sigurd: 1 år, 10 mdr.
Det var ikke nemt at være far i dag. Han fik bank i squash (6 tabte kampe ud af 7) mod vennen Jens og blev sat til vægs af en vis hjemmeboende 4-årig i en verbal dyst:
Frida: Du kan ikke tvinge mig til noget
Far: Det kan jeg da sagtens
Frida: Nej, for så gør jeg bare det du vil tvinge mig til, før du gør det
Frida: 4 år, 4 mdr. Sigurd: 1 år, 10 mdr.
Hanne tog en lang arbejdsdag, mens Toke jonglerede unger. Dagsturen gik til Risskov Bibliotek. De har en ganske glimrende børneafdeling, lidt adskilt fra det øvrige bibliotek, med stort udvalg af bøger, legetøjsbondegård med dyr, udklædningstøj, sofa, tøjdyr og dreje rundt stol. Ungerne tog det til sig og gad slet ikke med hjem.
Hjem kom de nu og var vældig søde ved hinanden og far. Oprydning, affodring, gulvvask og fangeleg i fælleshuset afsluttede dagen. Far siger tak for dejlige børn.
Sådan! Selvkørende og rengørende. Far tog lige en kop kaffe og et computerspil, mens ungerne ordnede det hele. Bagefter ryddede de op. Næsten.