Søndag 2006-06-18 Slap af søndag
Frida: 4 år, 9 mdr. Sigurd: 2 år, 3 mdr.
Nej, Frida, vi gider ikke tage til stranden eller andre steder hen. Vi bliver hjemme i dag og rydder op.
Og således blev det. Oprydning og turgåning i lokalområdet. Meget passende efter i går, syntes forældrene. Liiidt kedeligt, syntes børnene.
Lørdag 2006-06-17 Frihed i Tivoli
Frida: 4 år, 9 mdr. Sigurd: 2 år, 3 mdr.
Frida har snakket om tivolitur hele ugen og var vældig opsat på at det hele skulle ske helt rigtigt. Hun indvilligede derfor straks i en stram drik-væske politik. Det var overskyet det meste af dagen og sammen med rigelige drikkepauser (hvor Frida rent faktisk drak noget) skete det magiske at ungerne holdt ud i 7 timer i tivoli! Det var jo ganske anderledes end de 2 timer sidste år.
Frida brugte det meste af tiden i karrusellen, i toget og de flyvende biler. De lidt mere vilde ting trak ikke rigtig. Hun var rigtig glad for at være der og det virkede som om det var hele oplevelsen ved at være i Tivoli, der var det store.
Sigurd var mere målrettet og kørte ca. 20 gange i rallybilerne (Mere! Mere! Bil! Mere!
), hvilket tog lidt tid: Han ville naturligvis helst sidde forrest og når man vil det, må man sidde hver anden tur over, så man kommer først i køen. Det var nu også ok, for der var jo biler at se på under ventetiden...
Sigurd fik også et par ture i toget (sjovt), karrusellen (keeedeligt), radiobilerne (ikke sjovt, men det var også sovetid), flyvende biler (sjovt) og til sidst Dragen. Dragen var voldsomt sjov og hver tur blev efterfulgt af et ihærdigt Mere! Mere!
.
Alt sluttede i fred og fordragelighed, med at ungerne fik den klassiske ballon og gik ud af tivoli. Nå ja, så var der lige busturen hjem, da Faster Laila og Onkel Keld havde lånt bilen, men det hører sig nærmest til at det skal kokse lidt til sidst.
Hanne (med håb i stemmen): Han kan godt lidt lide is, tror jeg
Fredag 2006-06-16 Far til fest
Frida: 4 år, 9 mdr. Sigurd: 2 år, 3 mdr.
Far tog til Statsbibliotekets 104 års fødselsdag og efterlod mor med ungerne. De var vældig søde ved hinanden og største problem var at der gik koks i maskineriet, så der ikke kunne ses Disneysjov.
Torsdag 2006-06-15 Sidste hold tænder inden de 6 år
Frida: 4 år, 9 mdr. Sigurd: 2 år, 3 mdr.
Thi det er ganske vist: Sigurd er ved at gro sidste hold kindtænder, inden 6-års tænderne. Der titter to spidser frem i venstre side af undermunden.
Torsdag var som altid Hannes arbejde-længe-dag, så far tog ungerne med ned i byen. En grumt udseende gravko var ved at smadre betog og leverede en halv times underholdning til drengene. Frida blev bestukket med en is, halvvejs i forløbet.
Ungerne var i noget bedre humør i dag end i går. Sigurds tandværk slog dog rigtig igennem om aftenen, da han skulle sove.
Frida: 4 år, 9 mdr. Sigurd: 2 år, 3 mdr.
Where is my ka-boom? I want my earth-shattering ka-boom!
. Vejrprofeterne lovede tordenvejr. Et helt døgns tordenvejr. Hvad fik vi? Lidt regn ved middagstid, lidt vind, lidt lavere temperatur og lovning om sol i morgen. Frida og far var slemt skuffede.
Måske var det derfor Frida flippede ud i dag? Hun kørte i hvert fald meget hårdt på, lige fra hentning i børnehaven. Hun krævede udflugt, krævede opvartning, græd, skældte ud og skreg højt, da hun fik at vide hun ikke kom i tivoli i dag.
Aftensmaden blev indledt med skrig og skrål fra Frida, der tydeligvis trængte til at spise og drikke. Med faderlig sans for konfliktløsning og udglatning nægtede far at puste på æggekagen og skære den ud. Det scorede ikke mange points hos de andre deltagende i seancen.
Frida: Har jeg en god barndom?
Tirsdag 2006-06-13 Sigurd cykler
Frida: 4 år, 9 mdr. Sigurd: 2 år, 3 mdr.
Der sker meget på sådan en sommerdag. Hannes græspollenallergi er blusset op, så hun har anskaffet medikamenter, der dog først virker efter et par dage. Hun nøs det meste af dagen.
Toke tog ungerne med på indkøbscentertur og i fællesskab fandt de et ur til Frida. Hun er meget opsat på at lære klokken.
Frida fik lært Sigurd at cykle. Cykle med støttehjul, forstås, men han klarede at cykle 3-4 meter for egen kraft. Han havde selvfølgelig nul begreb om bremser.
Note to self: Sørg for at forbindingskassen er fyldt godt op.
Mandag 2006-06-12 Skru ned for varmen
Frida: 4 år, 8 mdr. Sigurd: 2 år, 2 mdr.
Det var alt for varmt og med alt for høj luftfugtighed i dag. Far brød sig slet ikke om det, mens ungerne var mere upåvirkede. De rente i hvert fald rundt og legede vældig godt sammen. Frida var vældig med på at hjælpe Sigurd med at cykle, lege fangeleg med ham og andet godt.
Vejrprofeterne lover tordenvejr i morgen. Frida og far glæder sig meget og har aftalt at gå ud i regnen, når det kommer.
Frida: Ved du hvorfor jeg har taget strømperne omvendt på?
Mor: Nej, hvorfor?
Frida: Det er fordi når jeg tager dem af, så vender de rigtigt!