Søndag 2006-04-30 Skranten på vej
Frida: 4 år, 7 mdr. Sigurd: 2 år, 1 mdr.
Hele familien er ramt af noget hoste-ondt-i-halsen noget. Dvs. mor var hårdt ramt, far hostede lidt, Sigurd var ret utilfreds og Frida hævdede hårdnakket at hun ikke fejlede noget, hvorefter hun snøftede højlydt.
Far tog med ungerne i Springhallen, mens mor hvilede lidt. Det gik glimrende i en times tid, med begge ungerne rendende selvstændigt rundt. Sigurd tog sig af skumgravene, mens Frida hoppede ned på bløde puder. Det sluttede da Fridas indre vandbeholdning løb tør. Genoptankning duede ikke.
Det tog en times tid før Sigurd faldt i søvn om aftenen. Han protesterede voldsomt. Mor og far kører den semi-hårde linje, med at gå ind og fylde vand på ham og derefter vente et stykke tid før næste påfyldning. Ingen optagning. Sigurd kører den hårde linje, med at smide med hvad han kan få fat i, incl. bamser, sut og dyne.
Lørdag 2006-04-29 Besøg hos Kragelund
Frida: 4 år, 7 mdr. Sigurd: 2 år, 1 mdr.
Heldagsbesøg hos familien Kragelund. Sigurd brugte det meste af tiden med at lege med Lasses biler. Ungerne legede en del sammen og specielt den sidste times tid var rigtig god, med Frida, Lasse & Naja tumlende rundt i jord og grus udenfor.
Fredag 2006-04-28 Regnvejrsfredag
Frida: 4 år, 7 mdr. Sigurd: 2 år, 1 mdr.
Far var til fredagsbar, hvor der blev spillet Tekken på dansemåtten. Hjemme ventede mor og børn, hvoraf den ene havde fået lov at være længe oppe. Frida holdt nu ikke meget længere end Disney Sjov og en stille aftentur i regnen.
Torsdag 2006-04-27 En tur i Dyrehaven
Frida: 4 år, 7 mdr. Sigurd: 2 år, 1 mdr.
Det var mors arbejde-længe-dag og vejret var godt, så Frida fik valgmuligheden mellem Havnen og Dyrehaven. Hun gennemskuede hurtigt at havnen ville betyde at Sigurd og far kiggede på metalting, så hun krævede hjorte.
Ungerne tullede rundt i Dyrehaven og Sigurd var for det meste grad og frisk. Til sidst bankede han overlæben ind i noget træ, hvilket gjorde ham noget mindre glad. Et sceneskifte til et sted med en stor mobilkran, en traktor, en rendegraver og en aktiv gravko fik smilet tilbage.
Onsdag 2006-04-26 Håndbog søges
Frida: 4 år, 7 mdr. Sigurd: 2 år, 1 mdr.
De er ikke til at blive kloge på, de unger. Der var ikke særlig lummert i dag, der var behagelig temperatur, de fik begge drukket og en stor del af dagen foregik ude. Så er alt som det skal være, ikke?
Sigurd brokkede sig løbende og Frida flippede ud ved sengelægningstid over at hun ikke måtte være længere oppe. Sigurd var 1½ time om at falde i søvn. Far tog ham op og prøvede at give ham noget at spise, men Sigurd var ved at falde i søvn i stolen, så sult var ikke forklaringen.
Samme morale som sidst
Tirsdag 2006-04-25 Regn, regn, kom nu frem
Frida: 4 år, 7 mdr. Sigurd: 2 år, 1 mdr.
I går var der 17°C og i dag 14°C. Og lummert! Pyha! Ungerne flippede noget ud, sikkert fordi de ikke fik drukket nok vand, og Toke ønsker der kommer et ordentligt tordenvejr.
Sigurd planlagde manøvren nøje. Han dækkede mor med puder og tæppe, for derefter at kravle op på bordet, for at hoppe ned på hende
Mandag 2006-04-24 Fremragende vejr
Frida: 4 år, 7 mdr. Sigurd: 2 år, 1 mdr.
Det begynder at ligne noget. Tid til bare tæer og udetid fra hjemkomsten, i stedet for varmt tøj og Pingo foran skærmen. Frida fik ikke drukket nok og flippede ud, men det var en ringe pris at betale for solen.