Søndag 2003-06-01 I Den Gamle By
Frida: 1 år, 8 mdr.
Vi var med Farmor, farfar & faster Laila i Den Gamle By i Århus. Det var en rigtig dejlig tur, hvor vi havde stedet næsten for os selv - måske var de sædvanlige gæster taget til stranden eller sådan noget? Frida var vældig glad for at være sammen med resten af familien. Hun fik et puslespil, et trætog og et aktivitetshus. Pulespillet og toget vakte lykke, huset er hun nok lidt for lille til endnu.
Lørdag 2003-05-31 Besøg i Økohuset
Frida: 1 år, 8 mdr.
I dag tog vi en tur til Økohuset og kiggede på den lejlighed vi skal overtage, så nu har vi hovedet fuldt af hvordan vi skal indrette. Det er fordelt over to etager. Der er to små værelser nedenunder, som nok bliver til soveværelser. Dertil et solrum, der fungerer lidt som en udestue med glas på hele sydsiden; solrummet strækker sig over begge etager. Ovenpå er der et enkelt stort U-formet sammenhængende rum, der lige nu starter i køkken, går over i spisested, stue og til sidst kontor.
Fredag 2003-05-30 Sommerfestfødselsdag
Frida: 1 år, 8 mdr.
I dag var vi til kombineret sommerfest og fødselsdag hos Morten & Bente. De bor langt uden for lands lov & ret i en by, der hedder Sorring. Det tog omkring en time at komme derud i bus.
Det var godt vejr og rigtig sommer-slap-af agtigt. Og der var nok mad. Der var en anden pige på Fridas størrelse, som hun legede med og Frida var i det hele taget vældig glad for at tøffe lidt rundt og være med. Hun holdt til kl. 23, hvilket nok er rekord.
Torsdag 2003-05-29 Jannie 10 på besøg
Frida: 1 år, 8 mdr.
Toke boede engang på opgang med en pige, der hed Jannie. Hun boede på værelse 10. Navngivningen på kollegieopgange er ikke altid lige kreativ...
Jannie 10 kiggede ud i dag. Frida tog vældig fint imod hende og ville gerne læse bøger med hende efter kort tid. Enten har Jannie 10 speciel børnetække eller også er Frida ved at ændre stil.
Det blev en rigtig hygsom dag i solen. Om aftenen kiggede Jannie 10s kæreste Thomas ud og var med til aftensmad. Han var også ok i følge Frida.
Onsdag 2003-05-28 Lege med Rasmus
Frida: 1 år, 8 mdr.
Om eftermiddagen startede Frida hårdt ud med at læsse sine indestængte frustrationer af på Toke. Det skete umiddelbart efter vuggestuen og betød ca. tre kvarters gråd og protesteren.
Heldigvis kom naboerne forbi udenfor, så Frida & Toke gik ud til dem. Det hjalp gevaldigt på humøret og Frida legede med Rasmus i et par timer indtil spisetid. Vi spiste udenfor i aftensolen. Vældig hyggeligt & sommeragtigt.
Tirsdag 2003-05-27 Fasterpasning igen igen
Frida: 1 år, 8 mdr.
Faster Laila er ved at være fast gæst herude. Toke skulle en tur til Hounö for at se hvordan det gik med deres nye ovn (det var den han skrev speciale om), så Laila trådt til og legede med Frida, til Hanne kom hjem.
Frida & Laila havde det fint sammen, men Frida var nu ikke alt for glad derefter. Hun kom i seng en time tidligere end normalt.
Mandag 2003-05-26 At nyde livet
Frida: 1 år, 8 mdr.
Eftermiddag og aften blev tilbragt udenfor sammen med vores naboer og andre fra gaden. Det var dejligt vejr og helt forunderligt for Toke ikke at skulle tænke på at komme ind og skrive videre.
For tiden går vi og prøver at få flytte-puslespillet til at gå op. Vi vil undgå overlap, så det bliver nok noget med at fylde en lastbil den ene dag og tømme den dagen efter. Vi kan desværre ikke flytte ind før den 1. juli, da inspektion af lejemålet i Økohuset ikke kan flyttes.
På lørdag skal vi ud og besøge de nuværende beboere i Økohuset. De virkede meget flinke over telefonen og vil gerne sælge & forære os nogen ting fra lejligheden.