Sleipner Information

Annulering!

Omkring d. 10. maj blev der fra Sleipners sekretariat udsendt en indkaldelse til en ny ordinær generalforsamling, d. 31. maj i stedet for den underkendte generalforsamling, d. 5. april i Odense.
Denne indkaldelse er ugyldig, idet den er ulovligt indkaldt ifølge Sleipners vedtægter. Derfor skal vi hermed meddele, at denne indkaldelse er annulleret!

Der er således ikke ordinær generalforsamling i Sleipner, d. 31. maj 1997.

Der er flere grunde til, at vi i bestyrelsen, ser os selv nødsaget til at foretage denne annullering.

Der er kræfter i foreningen, der har givet udtryk for, at denne annullering er meget uheldig, idet vi sabler Sleipners mulighed for at få støtte fra DUF på en formalitet; vi har hørt flere udtalelser, der indikerer, at nogle mener, at formålet med Sleipner er at suge penge fra tipsmidlerne.

Der er to ting at sige til det. Det ene er rent praktisk, nemlig, at annulleringen af indkaldelsen ikke forhindrer bestyrelsen i at søge tipsmidler fra DUF, idet regnskabet blot skal være revideret og godkendt af Sleipners interne såvel som eksterne revisor og ikke nødvendigvis af en generalforsamling. Og med en tidligere generalforsamlingsbeslutning om at give bestyrelsen mandat til at søge tipsmidler hos DUF i ryggen, har vi besluttet at foretage en sådan ansøgning.

Det andet er af mere ideologisk karakter: I bestyrelsen mener vi ikke, at formålet med en landsforening hverken kan, bør eller må være midlerne i sig selv. Vi mener, at Sleipner først og fremmest har behov for ro og tid til at finde ud af, hvad det er Sleipner vil. Andre medlemmer har givet til kende, at de er af samme holdning. Sagt med andre ord er der tilsyneladende stor forvirring om, hvad visionen og formålet med en landsforening som Sleipner egentlig er og/eller bør være. Derfor mener vi ikke, at det vigtigste for Sleipner lige nu er at forhaste sig igennem en vedtægtsstridig generalforsamling for pinedød at nå en ansøgningsfrist hos DUF. Sleipner har lige nu mest af alt brug for at få startet en dialog om disse ting, som gerne skulle kulminere på en rolig og fattet ordinær generalforsamling, hvor medlemmerne har haft ordentlig tid til at tænke tingene igennem.

Vi har som sagt tænkt os at ansøge DUF om støtte. Går den ikke igennem, er det bare ærgerligt, men ikke en årsag til panik. Vi er ikke enige med dem, der mener, at Sleipner dør, hvis vi ikke får penge fra DUF.
Vi er af den mening, at hvis der skal en halv million til for at holde Sleipner i live, så er Sleipner ikke pengene værd!

Derfor er der ikke ordinær generalforsamling i Sleipner, d.  31.  maj.

Med venlig hilsen,
Sleipners Bestyrelse