Sleipner Information

Generalforsamling 97

4. Indkomne forslag

4.1 Vedtægtsændringer
Det vil føre for vidt at gennemgå alle diskussioner vedr. vedtægtsændringerne her, så istedet henvises til det samlede sæt vedtægter.
Her er alle vedtagelser indføjet i sættet.
Afstemningsresultaterne kan fåes ved henvendelse til referent Geert Lund.
4.2 Interne resolutioner
4.2.1 - Intern resolution vedr. Atlantis:
Atlantis er landsforeningens BBS (Bullitin Board System), samt bibliotek over rollespilsmaterialer (Atlantis Scenarie Service, ASS). BBS'et fungerer dels som database-system over elektroniske materialer i biblioteket samt konference-system for BBS'ets brugere. ASS indeholder materialer indleveret vederlagsfrit til landsforeningen af rettighedsindehaverne.
Landsforeningen har ret til kopiering og udsendelse af disse materialer til privat brug mod brugerbetaling af kopiering og porto. Denne service er kun tilgængelig for landsforeningens medlemmer.

Udgifter til vedligeholdelse af BBS og ScenarieService påhviler landsforeningen. Generalforsamlingen fastsætter beløbsrammen for denne vedligeholdelse på budgettet.

Atlantis BBS styres af en SysOp. Denne udpeges af bestyrelsen. SysOp'en er ansvarlig for den daglige ledelse og drift af Atlantis BBS. Han har økonomisk råderet indenfor den udstykne budgetramme og har pligt til at udbrede brugergruppen videst muligt gennem implementering af nye teknologier i det omfang det er praktisk muligt og økonomisk ansvarligt.
SysOp'en har ret til at fastlægge regler for kommunikationen på Atlantis' konferencer og har mulighed for i den forbindelse at sortliste brugere, der ikke overholder bestemmelserne. SysOp'en udnævner selv de medarbejdere han ønsker. SysOp'en står til ansvar overfor bestyrelsen.

ASS styres af en bibliotekar. Denne udpeges af bestyrelsen. Bibliotekaren er ansvarlig for den daglige ledelse og drift af ASS. Dette inkluderer indhentning af rollespilsmaterialer og tilladelser til dettes brug fra rettighedshaverne. Dette arbejde varetages til dels gennem agenter rundt omkring i landet. Kontakten til disse vedligeholdes af bibliotekaren. Bibliotekaren står for opdatering, kopiering og udsendelse af Atlantis' katalog over de udbudte materialer, samt kopering og udsendelse af materialer til brugerne. I varetagelsen af sin funktion har bibliotekaren økonomisk råderet indenfor den udstukne budgetramme. Bibliotekaren står til ansvar overfor bestyrelsen.

Det er kun generalforsamlingen, der kan beslutte en eventuel nedlæggelse eller afhænding af Atlantis BBS og/eller ASS. Sker dette ophører Atlantis BBS med at være landsforeningens ansvar. Materialer i ScenarieService destrueres eller sendes retur til rettighedshaverne, med mindre anden aftale indgåes med disse.


4.2.2 - Intern resolution vedr. Rollespilsmagasinet Fønix:
Rollespilsmagasinet Fønix er landsforeningens kommercielle tidsskrift om rollespil og beslægtede emner (fx kort- og konfliktspil). Landsforeningen bærer alle juridiske, administrative og økonomiske ansvar i forbindelse med tidsskriftet; landsforeningen udfører og afgør alle funktioner, som har økonomiske konsekvenser: reklamer, markedsføring, produktion og distribution.

Tidsskriftets administrative ansvarlige udpeges af bestyrelsen og består af en distributionschef og en annoncechef. Begge står til ansvar over for bestyrelsen. Landsforeningens kasserer er ansvarlig for tidsskriftets regnskaber. Hvis denne finder behov for det, kan han udnævne en kasserer for tidsskriftet under sig. I denne udnævnelse står kassereren til ansvar over for den øvrige bestyrelse.

Distributionschefen er ansvarlig for udsendelse af bladet til abonnenter og forhandlere samt at stå for kontakten til disse og bladets distributører.
Endvidre er det distributionschefens opgave at arbejde for udvidelsen af Fønix' distributionsområde i ind- og udland.

Annoncechefen er ansvarlig for salg af annonceplads i bladet og indhentning af trykbart materiale fra bladets annoncører.

Tidsskriftet produceres af en selvstændig redaktion uden direkte tilknytning til landsforeningen. Redaktionen har tre overordnede ledende poster: en ansvarshavende redaktør, en chefredaktør og en produktionschef.
Disse udpeges af bestyrelsen og kan fordeles på en, to eller tre personer.
Chefredaktøren udpeges i samråd med den ansvarshavende redaktør. Produktionschefen udpeges i samråd med chefredaktøren. I deres udpegelse og afskedigelse af de tre poster står bestyrelsen til ansvar over for generalforsamlingen.

Den ansvarshavende redaktør bærer det juridiske ansvar for indholdet af bladet og udpeger i samråde med landsforeningens bestyrelse chefredaktøren.
Den ansvarshavende redaktør er bestyrelsens juridiske garant og står til ansvar over for denne. Den ansvarshavende redaktør udarbejder i samarbejde med chefredakt ren bladets målsætning og arbejdsprogram et år frem fra landsforeningens ordinære generalforsamling.
Disse godkendes af landsforeningens bestyrelse.

Op til den ordinære generalforsamling er den ansvarshavende redaktør ansvarlig for udarbejdelsen af en skriftlig årsberetning om bladets arbejde.
Denne afleveres til landsforeningens formand, der så indkorporerer den i sin beretning på generalforsamlingen.

Chefredaktøren leder det redaktionelle arbejde med de enkelte numre og udpeger suverænt tidsskriftets øvrige redaktion. Alle beslutninger træffes så vidt muligt i samråd med denne, men chefredaktøren er som eneansvarlig for bladets kreative linie således også enerådigt beslutningsdygtig. Han kan til enhver tid fastlægge sammensætningen af bladet, så længe denne overholder bladets overordenede målsætninger og ikke medfører juridiske konflikter.
Chefredaktøren er ansvarlig for redaktionens kontakt til annoncechefen.
Chefredaktøren står til ansvar over for den ansvarshavende redaktør.

Produktionschefen bærer ansvaret for bladets produktion og således også bladets udseende. Han koordinerer kontakten mellem bladets layoutere, tegnere, fotografer, trykkeri og distributionschef. Han er således ansvarlig for alle de praktiske opgaver, som ligger udenfor de deciderede redaktionelle funktioner. Produktionschefen træffer alle afgørelser i samråd med chefredakt ren og træder i dennes sted som leder af redaktionen, hvis denne er forhindret.
Produktionschefen udpeger endvidere i samråd med chefredaktøren tidsskriftets layoutchef.
Produktionschefen står til ansvar over for chefredaktøren.

Layoutchefen står til ansvar over for produktionschefen, og er sammen med denne ansvarlig for bladets udseende. Den resterende redaktion står til ansvar over for chefredaktøren og er ansvarlige for de respektive områder, chefredaktøren har sat dem til at bestride.

Det er kun generalforsamlingen, der kan beslutte eventuelle salg, nedlæggelser eller anden afhænding af tidsskriftet til anden side. Sker dette ophører tidsskriftet med at blive udgivet af landsforeningen og høre under landsforeningens ansvar.


4.3 Andet
Sleipners medlemmer skal nyde fordel ved Sleipner aktiviteter. Det overlades til bestyrelsen at fastlægge fordelene.

Forslaget: Enstemmigt vedtaget.

Forslag til Sleipners struktur:

Det lægges over til bestyrelsen at fastlægge den fremtidige struktur for Sleipner.


Geert Lund, Referent