

Artikler fra nummer 20 (okt '96)
|
|
Atlantis tur/retur
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Velkommen ombord på endnu en kanalrundfart i vores gyldne stad - Atlantis.
Efter en lang sommer er det igen ved at komme liv i staden. Folk er ved at vågne efter sommerens
dovneri og har genoptaget de heftige diskussioner i de forskellige Atlantidiske konferencer.
Her til højre ser vi den store konference om Sleipner, der bl.a. er Sleipnerbestyrelsens
talerør her i staden. Den bruges også til alt tænkelig snak om Sleipner. Her har været en del
snak om købet af Fønix. Det har generelt været det økonomiske aspekt folk debatterede, men alle
har været enige om, at Fønix skulle hjælpes.
Desværre har bestyrelsen ikke været så aktive i debatten, hvilket resulterede i en del snak om
det enkelte bestyrelsesmedlems ret til at udtrykke sine meninger offentligt, da nogle var bange
for at få deres personlige mening forvekslet med bestyrelsens officielle mening.
Lige nu snakkes der om hvor meget Sleipner skal ses rundt på diverse kongresser i
det ganske land, om det er spild af penge, om vi får noget ud af det osv.
På den anden bred ser vi så Rollespilskonferencens gyldne sal.
Udover en blandet hyggesnak om alt mulig rollespil er der en del svar på nogle spørgsmål
stillet i forbindelse med en folder om rollespil. Spørgsmålene var om hvilke fordomme og
reaktioner rollespillere møder når de fortæller om deres hobby.
Længere frem på højre hånd ser vi den konference, hvor der er mest liv lige nu. Det handler om
kongresser.
Den heftige debat startede med et indlæg om de stressende kongresser hvor der er for
lidt tid til scenarier, for lange madkøer, dårlig aldersfordeling på holdene, osv. Denne tråd
blev straks fulgt op af en debat om kongresser generelt. Der snakkes om underbemanding, hygge,
organisering og priser både på små kongresser og store som
Fastaval. Holdningerne er lige
så mange, som der er indbyggere på Atlantis.
Hvis du vil have del i de mange glæder på Atlantis, kræver det kun en computer og et modem.
Der er altid plads til flere indbyggere i vores stolte stad. Kom og del din mening med os, fortæl
om dit liv, din klub og jeres kongres - vi har plads til snakken og kan altid komme med kreative
og spøjse ideer!
Det var alt for denne gang. Håber I har haft en god tur, og fortsat god dag!
Jeres guide:
Jakob Bavnshøj